• Læs de nye interessante artikler af Kim Hansen om Hironori Ohtsukas liv, Wado-ryus historie og Dansk Wadokai´s historie
You Are Here: Home » Ikke kategoriseret » Jesper F. Andersen sensei kan i år fejre sit 35 års karate jubilæum.

Jesper F. Andersen sensei kan i år fejre sit 35 års karate jubilæum.

Idag er Jesper F. Andersen sensei kendt for at være chefinstruktør i Taifu, medstifter af Shotosha  og redaktør af hjemmesiderne KarateNews og KarateHistorie.

Karate har spillet en stor og uvurderlig rolle i Jesper F. Andersen senseis liv. Fra begyndelsen med fokus på at dygtiggøre sig ved hård og disciplineret træning, utallige repetitioner, ydmyg læring fra store navne indenfor karate, og med ønsket om at forfine hver detalje. Ret hurtigt også med blikket stift rettet mod formidling af karate, ved at dedikere en stor del af sin liv på at lære fra sig. Passionen for at udbrede kendskabet til karate har ført til, at Jesper F. Andersen sensei igennem tiden har stiftet karateklubber og været ophavsmand til videndelingsfora.

Jesper F. Andersen sensei markerer sit jubilæum ved en reception i Taifu lørdag den 18. oktober 2014.

Læs mere om vejen hertil nedenfor.

IMG_8311

Fra dengang til nu

Karate var ikke så udbredt i Danmark, da Jesper sensei var barn, men en film set i biografen som hed Karatekongen sammen med lysten til at lære at forsvare sig fik ansporet Jesper sensei til at melde sig til karate som 14-årig. Inden da, havde Jesper sensei dyrket Judo og Ju-jutsu.

Jesper sensei blev tryllebundet af træningen, af fællesskabet, og fascineret af, at der hele tiden var nye mål og muligheder.

Dengang var de højst graduerede 3. dan, hvilket var en meget høj grad under daværende forhold.

Jesper sensei begyndte at træne shotokan karate i Frederiksværk for 35 år siden. I de første mange år var Jesper senseis fokus på egen træning og udvikling.

I perioden, hvor Jesper sensei trænede i Frederiksværk, stillede han som violetbælte op til et junior-DM i Vejle, hvor han for første gang så kæmpere fra Karateakademiet, blandt andet Frank Starck-Sabroe sensei. Jesper sensei blev meget fascineret af dem, da de kæmpede og lavede kata på et højere og hårdere plan end mange andre.

Samtidigt med at Jesper sensei trænede og mødte op til stævner, som var en mindre, men sædvanlig del af karaten dengang, foreslog Jesper sensei sin daværende sensei, at klubben meldte sig ind i Japan Karate Association (JKA), hvilket skete.

Via JKA mødte Jesper sensei Marino Gudjonsson sensei, som kom til Frederiksværk og Helsingør og underviste.

Som ganske ung, og som den højst graduerede på daværende tidspunkt, blev Jesper sensei chefinstruktør i den klub i Helsinge, som han til at starte med var hjælpeinstruktør i. Det  blev en landskendt klub, som under Jesper senseis kyndige ledelse også blev medlem af JKA. Klubben har helt frem til 2004, hvor Jesper sensei flyttede til Frederiksværk, uddannet adskille dan-bærere og Danmarksmeste i kata og kumite.

Får at dygtiggøre sig yderligere og søge ny inspiration, samt opnå mulighed for at træne sammen med andre dygtige kæmpere, søgte Jesper sensei til Nippon Karate-Do Kai på Skjulhøj Allé i Vanløse under Marino Gudjonsson sensei.

Som ny-udklækket sort-bælte besluttede Jesper sensei at tage til Japan (Tokyo) og træne karate. Det blev til et ophold på 3 måneder. Det var ret usædvanligt dengang, noget kun ganske få danskede havde gjort før ham. Så vidt vides var Jesper sensei den første dansker, som deltog i et 3 måneder langt ophold udelukkende på hovedskolen i Honbu Dojo. Det var noget særligt, da alle toneangivende JKA-instruktører dengang var samlet der. Det var før splittelsen. Det har i høj grad tilført Jesper sensei en traditionel ballast, og indsigt i de forskellige senseis specialer. Opholdet har udviklet Jesper sensei som selvstændig udøver og underviser.

Da Jesper sensei kom hjem fra træningsopholdet i Japan, bruger han sin nye viden i undervisningen i klubben i Helsinge og også i Hillerød Karate-Do Kai, som Jesper sensei tillige var chefinstruktør i. Klubben i Hillerød bliver under Jesper senseis ledelse også meldt ind i JKA. De første sort-bælter bliver her udklækket under Jesper senseis ledelse.

Marino Gudjonsson sensei fortæller på et tidspunkt Jesper sensei, at Honbu Dojo Danmark vil etablere en 2-årig kenshu-sei uddannelse med daglig træning under Bura Sensei, Pall Gudjonsson sensei samt Frank Starck-Sabroe sensei. Jesper sensei meldte sig til det første hold, hvor der foruden Jesper sensei var 5 andre deltagere.

Da Frank Starck-Sabroe sensei blev spurgt om hans oplevelse af Jesper senseis vej i karaten sagde han:

“Jesper sensei tog som ganske ung turen fra Nordsjælland til Amager for at træne, han var en meget disciplineret udøver, seriøs, høflig, videnbegærlig. Han opsøgte selv viden og ikke kun for egen vindings skyld, men også med henblik på at kunne lære fra sig. Han brugte meget tid på at dygtiggøre sig. Allerede dengang havde Jesper sensei den sande karate-spirit. Jesper sensei var fra begyndelsen opsøgende og drevet af lysten til at vide mere og lære mere. Han var, og er, oprigtig i sin tilgang til karate og andre mennesker. Han er oprigtig interesseret i karatens sande væsen.”

Karate – en lidenskab og livsstil for Jesper sensei

Når man spørger Jesper sensei, hvad der kendetegner karate og gør det til en fornøjelse, siger han: “Der er nogle sunde værdier i karate, der er også et klart hieraki – alle kender deres plads, kommandovejen skaber ro, der er en klar struktur, karatetraditioner fastholdes, hvilket giver plads og de bedste betingelser for en sensei for at formidle og lære fra sig.”

Han fortsætter: “Sensei/elev-forholdet bygger på respekt, tillid og loyalitet. Det er et af de bærende elementer i traditionel karate, at man følger sin sensei.”

For Jesper sensei er det at undervise en lidenskab i sig selv, han elsker at videreformidle sin egen lærdom, og forsøger at give historien videre for at sikre, at traditionelle værdier fastholdes.

“Ansvaret for læring er senseis, ansvaret for at lytte og opføre sig ordentligt er elevens”, som Jesper sensei udtrykker det.

Den traditionelle karate bygger på nogle værdier, som Jesper sensei værdsætter højt, og som ikke kun er værdier der gælder i dojoen, men som man kan tage med sig ud i livet.

Værdierne i karate er:

  • Søg den perfekte karakter
  • Vær trofast
  • Vær stræbsom
  • Respekter andre
  • Vær ikke voldelig i din optræden

Man behøver ikke have kendt Jesper sensei særlig lang tid, før man ved, at det er værdier, som han efterlever, det kan Frank Starck-Sabroe sensei bevidne:

Jesper sensei har en ydmyg tilgang til karate, som efter Franks sensei mening er den helt rigtige tilgang.

Han har en iboende drivende kraft, er åben og ikke en type som kun tænker på sig selv eller lader sig begrænse, – som visse andre i karaten.

Frank sensei har fulgt med i Jesper senseis færden i karateverdenen, han ser noget meget smukt i, at Jesper sensei er så opsøgende og nysgerrig i forhold til karate og netop ikke lader sig begrænse.

“Jesper sensei står på den traditionelle platform og de grundlæggende værdier og udvikler sig selv og andre derfra.”

“Jesper sensei vil teste tingene af, han ser muligheder og tænker langsigtet. Jesper sensei har en naturlig menneskelig søgen. Han tager alt det til sig han kan bruge, og han har en unik tilgang til tingene, han er meget seriøs og så er han respektfuld, også overfor andre stilarter og organisationer,” forklarer Frank sensei.

Da Jesper sensei på et tidspunkt, opsøger Frank sensei for at høre, hvor han var i “livet”, og ville lave et interview med ham, havde han ingen betænkeligheder – overhovedet. Lige præcis Jesper sensei, ville Frank sensei gerne have en henvendelse fra, da han vidste, at Jesper sensei var oprigtig og troværdig. “Jeg stoler 100% på Jesper sensei, siger Frank sensei”.

Frank sensei og Jesper sensei har sammen med andre dygtige folk startet organisationen Shotosha op. Shotasha er en organisation inden for shotokan karate med et nært forhold til Masahiko Tanaka shihan, som Frank sensei altid loyalt har fulgt.

Selvom Shotasha kun er en meget ung organisation, er det som om den har 10 år på bagen. Det skyldes blandt andet Jesper senseis enorme erfaring og drivkraft. Han er primus motor, går forrest og vil gerne have alle med.

Frank sensei forklarer: “Jesper sensei besidder evnen til at udvikle, er energisk, målrettet, arbejdsom, og næstekærlig”, fortæller Frank sensei og fortsætter: “Mange andre Senseis bevarer det eksisterende, Jesper sensei trækker vognen og går foran – på det punkt er vi ret ens.”

“Jesper sensei er gået foran med hensyn til oprettelsen af KarateNews og mange andre ting indenfor karate – andre er kommet efter, men Jesper sensei var og er forgangsmand. Andre gennem tiden store senseis hænger fast i “1867”, men Jesper sensei er fulgt med tiden og befinder sig så afgjort i 2014,” siger Frank sensei.

Jesper sensei er den første i Danmark, der så, at der også var behov for formidling- og videndelings fora inden for karate. Han har lavet interviews med Jørgen Albrechtsen og Sven-Ole Thorsen, og dermed også fået den vinkel på karatehistorien

Frank sensei siger: “Jesper sensei vil gerne gøre gode ting for andre mennesker, og det er blandt andet det der driver ham i hans undervisning og i sit arbejde med KarateNews. For Jesper sensei er karate en livsstil. I Shotosha har Jesper sensei udvist korrekthed og ægte spirit.

“Der har været en rød tråd gennem Jesper senseis liv, hvor han har brugt enorme mængder tid og energi for at skabe lige muligheder for mennesker. Der er i det hele taget en enorm smukhed i det Jesper sensei gør”, afslutter Frank sensei.

_MG_8299

Når Jesper sensei bliver spurgt om, hvad det er han tror der tiltrækker dem som søger ind i karate siger han: “Det er et stykke japansk kultur, som skaber fællesskab – et fællesskab hvor det er nemt at navigere, og uanset baggrund kommer man ind på lige betingelser, hvor det alene er op til flid og dygtighed at nå videre.”

Taifu

Jesper sensei har siden 1999 haft karateklubben Taifu i Frederiksværk. En klub med udøvere fra 5 år til 63 år. En klub, som favner bredt. Der er begynderhold, der er børnehold, hold for unge, kamphold, voksenhold og Taifu arbejder også gerne med forskellige projekter, hvor et af de igangværende er et hold for overvægtige børn.

“Formålet med at gå til karate må aldrig blive sportslige resultaterne, fordi hvis du bygger din karatetræning på sportlige resultater, så forsvinder din interesse i karate når resultaterne ikke længere forligger. Dermed bliver karate ikke en livsstil, – en interesse for livet, men en kortvarig oplevelse”, siger Jesper sensei.

Taifu har opnået store sportslige resultater, men ikke på bekostning af den traditionelle karate. “Tidligere i Taifus historie har jeg i en periode fokuseret for meget på den sportslige del”, siger Jesper sensei eftertænksomt, “så det netop blev på bekostning af den traditionelle karate.” En ydeligere følgevirkning af dette var, at når fokus alene er på konkurrence, så tiltrækker det efter Jesper senseis mening “de forkerte typer.“

Idag har Taifu den rigtige balance. Nogle af Taifus traditionelle udøvere stiller op til stævner i kata og kumite, hvilket klubben støtter dem i, fordi Jesper sensei har sikret sig, at rækkefølgen er “rigtig”, den traditionelle karate danner baggrund for den sportslige karate. Udøverne har opnået flotte resultater, og Jesper sensei er stolt af sine udøvere.

Undervisningen, – passionen for at lære fra sig

Jesper sensei har undervist siden 1980. Jesper sensei er meget fokuseret på at undervise og gøre andre bedre, ikke på bekostning af sin egen udvikling og træning, for det ene er afhængigt at det andet. Men Jesper sensei har siden han blev 3. dan dedikeret mere og mere af sin tid til at undervise.

Jesper sensei kan godt lide at se mennesker udvikle sig. Dels se fremskridt i udførelsen af karaten,  dels iagttage den forandring der sker hos udøverne når de begynder at tillægge sig de værdier der er inden for karate. Det der gør at Jesper sensei, efter en lang arbejdsdag, kommer ud af døren, er, at der står en hel masse udøvere klar til at lære, som er motiverede og dermed giver de ham motivation.

Jesper sensei gør karate interessant både i og uden for dojoen. Han kan lide at se sine udøvere forfølge nogle mål. Jesper sensei bliver glad, når han kan se at udøverne har fanget og forstår hvad karate drejer sig om, og han kan se glimtet i øjnene. “Det giver mig en lyst til at komme og lære dem mere”, fortæller Jesper sensei.

Jesper sensei er aldrig syg, eller det vil sige, det er han nok, men der skal virkelig meget til før Jesper aflyser undervisningen. Det kan han simpelthen ikke få sig selv til. “Heldigvis har jeg gode instruktører omkring mig, som jeg værdsætter højt, siger Jesper sensei.”

Forældre til karatebørn mærker forskel på børnene, siger de. Karate er også dannelse og opdragelse, og der tages hånd om konflikter, så de ikke får plads. Karate rækker langt ud over træning. Der skabes gode rammer for børn. Forældrene inddrages. “Og mange forældre begynder også selv at træne karate,” som Jesper sensei siger begejstret.

IMG_8317

Lidt om glæde og taknemmelighed

Jesper sensei finder stor glæde ved at udvikle og uddanne udøvere over tid og det giver ham ekstra stor virkelyst.

“Jeg er glad og taknemmelig, når jeg kan give glæden ved karate videre, og skabe grobund for et liv med karate for den enkelte. Karate kan være en interesse for livet, hvis man selv vil”, fortæller Jesper sensei.

“Jeg er taknemmelighed for de værdier karaten giver, og over de mennesker jeg har mødt på min vej, og ikke mindst dem jeg omgiver mig med idag, tilføjer Jesper sensei.”

Rammerne, det sociale og instruktører

Jesper sensei oplever at forældre og udøvere bidrager meget til fællesskabet i klubben. De arrangerer fester, arbejder på fælles arbejdsdage og sørger for klubben er fin og i god orden. De er meget vigtige i forbindelse med at skabe rammerne for karaten.

Jesper sensei nævner også sine instruktører, som han udtrykker stor glæde for. De tager ansvar, og bruger meget fritid på klubben, de er uundværlige i det daglige og til stævner. Jesper sensei føler, at hans eget engagement har smittet af på instruktørerne, som på bedste vis viderefører værdierne i traditionel karate.

For Jesper F. Andersen sensei er karate en livsstil. Jesper F. Andersen sensei er dedikeret til at undervise andre, at udvikle talenter, at inspirere børn, unge og vokse. Gennem sin direkte undervisning, ved sit store engagement i formidling af karate, gennem artikler og billeder. Jesper F. Andersen sensei er en væsentlig person inden for karate, som har sat sit præg på mange menneskers liv gennem de sidste 35 år og som i særdeleshed har været, og stadig er, med til at drive karate fremad med sit stræbsomme og beslutsomme fokus på at udbrede kendskabet til karate.

Jesper F. Andersen ønskes tillykke med jubilæet.

Tekst og foto: L. Hansen

 

About The Author

Number of Entries : 166

Leave a Comment

Scroll to top