• Læs de nye interessante artikler af Kim Hansen om Hironori Ohtsukas liv, Wado-ryus historie og Dansk Wadokai´s historie
You Are Here: Home » Interviews » Karateka for livet

Karateka for livet

Karateka for livet

I mange år trænede Sven-Ole Thorsen vægttræning for at blive den største og stærkeste mand i verden. Karate var for tøsedrenge indtil en dag i 1974, hvor JKA Shotokan karate satte et afgørende aftryk på den måde Sven-Ole skulle leve sit liv fremover.

Læs hans historie om mødet med Bura sensei og om en historisk tid i dansk karate.

Af Jesper Fjeldgaard Andersen – Foto: udlånt af Sven-Ole Thorsen

 photo (2)

Sven-Ole Thorsen (født 24. september 1944)  startede som 19 årig i 1963 med at træne bodybuilding  i Club Roma, som dengang lå på Danasvej på Frederiksberg i København.

I 1972 åbnede Sven-Ole Sporting Health Club på Gothersgade sammen med Bura sensei.  Bura sensei åbnede også en karateklub, Sporting Karate-do Kai, og det var her at Sven-Ole begyndte at træne karate i 1974. Han trænede 2 gange om dagen 6 gange om ugen under Tanaka sensei. I juni måned 1974 blev han gradueret 7. kyu og 10. maj 1976 blev han gradueret 1. dan af Tanaka sensei.

 

Hvordan blev du introduceret til karate?

“Jeg mødte Bura sensei i Club Roma, hvor jeg trænede vægttræning. Jeg hørte, at de trænede karate ovenpå og jeg gik op for at se, hvad det var for noget. Herefter begyndte jeg at lære Bura sensei at kende og det udviklede sig til et venskab. Vi trænede vægttræning sammen og besluttede at lave forretninger sammen, hvorefter vi åbnede Sporting Health Club.

Bura sensei sagde til mig, at det ville være godt for mig at træne karate, men jeg svarede, at det var for tøsedrenge. Senere fandt jeg så ud af, at det bestemt ikke var for tøsedrenge. Det er virkelig mandfolk der træner  karate.

I starten da jeg trænede grinte de andre lidt af mig i hjørnerne, fordi jeg var over 30 år og en stor mand på 140 kilo. Jeg kunne ikke sparke en muldvarp i hovedet. Men efter jeg blev sortbælte opnåede jeg at blive respekteret. Jeg blev Danmarksmester og vandt også Shotokan Cup på Bornholm, hvor jeg I finalen brækkede benet på Peter Munk.”

 

Hvem trænede og underviste dengang?

“I Sporting underviste Bura sensei, John Nielsen, Jacki, Pall Gudjonsson, Marino Gudjonsson, Peter Munk, Willy  Schønberg, Erik Holmey og senere Tanaka sensei og Kobayashi sensei. Træningen foregik i Sporting Karate-do Kai og i Nippon Karate-do Kai, som dengang lå i Frankrigsgade. Nippon var Bura senseis hoveddojo.”

Sven-Ole-imp

 

Hvordan var det at blive undervist af Bura sensei?

“Han var god til at fortælle og illustrere via egne kundskaber. Det var nemt at lære under ham. Han ændrede navn fra Buller til Bura fordi japanerne ikke kunne udtale Buller. Han var, og er, virkelig en samurai. Der er ikke mange mennesker jeg beundrer, da jeg kan det meste selv, men Bura sensei er virkelig en person jeg beundrer på grund af hans store lidenskab og forståelse for karate.

Træningen var hård og kontant. Vi trænede meget kihon. Bura sensei var den bedste man kunne blive undervist af. Det var en ære hver gang man trænede under ham.

Bura sensei er en person jeg holder meget af. Han er “The Godfather” af karate i Danmark. Vi ses engang imellem, senest var i 2010 på Amager, hvor jeg uddelte pokaler til Shotokan Cup.”

 

Hvordan kom Tanaka sensei ind i billedet?

“Bura sensei spurgte i 1974 om jeg ville være med til at få Tanaka sensei permanent til Danmark. Jeg sagde ja med det samme, da jeg så muligheden for at kunne udbrede karate på landsplan. Det gav karate et stort spark i måsen. Det kostede os mange penge, at få ham og hans familie til Danmark. Vi købte hus og bil til ham. Bura sensei sagde, at nu skulle vi tjene penge, men jeg svarede nej – nu skal vi sælge ham. Bura sensei sagde, jamen han er jo verdensmester, hvortil jeg svarede, at det er der jo ingen der ved.

Så vi lavede fotosessions, og via journalistforbundet blev der lavet en pressemeddelelse til 400 lokalaviser. Vi blev omtalt i alle blade og folk begyndte at rende os på dørene. Vi måtte udvide lokalerne til Vermlandsgade. På grund af Tanaka sensei blev interessen for karate helt enorm.”

 

Hvordan var Tanaka senseis træning?

“Da vi ansatte Tanaka sensei var det ofte mig der blev trukket frem. Jeg var vist kun violetbælte dengang, men fik lov til at træne med brun- og sortbælterne. Jeg blev brugt ligesom en boksebold. Han kunne godt lide at sparke og slå på mig. Det bed jeg i mig. Når han trænede med mig, bad ham mig om at fange ham, men det var umuligt. Han var alt for hurtig, selv om han var en høj japaner. Han var virkelig en inspiration og var en fantastisk instruktør. Han gik altid i spidsen og viste selv vejen i øvelserne. Han brugte mere energi end os andre under træningerne.

Tanaka sensei-1

Jeg havde en ven i Stockholm, der havde nogle natklubber, hvor der var nogle problemer med vagterne. Vi inviterede Tanaka sensei op for at besøge klubberne. Tanaka sensei var iført sit samurai outfit. Besøget virkede. Bare det at kigge på hans ansigt var nok. Man kunne se, hvad hans stod for og han lignede jo en virkelig samurai.”

 

Hvordan var kumitetræningen dengang?

“Den var hård. Mange fik løse tænder, blodnæser, nosserne gjorde ondt og ribbenene brækkede. Det var en del af træningen. Man kunne ikke vente, det var en fornøjelse at komme ind og få en blodnæse af Tanaka sensei.

Vi havde to karate lejre, hvor Tanaka sensei og Kobayashi sensei underviste. I august 1975 var vi på Bornholm.

Der blev vi vækket kl. 4 om morgenen. Halvnøgne, halvsøvnige og halvfulde skulle vi lave kihon og kata. Vores sommerlejr lå ved travbanen i Rønne. Hver morgen så var det 10 til 12 runder på travbanen med oi-zuki og maegeri. En af de få der blev ved var mig selv. Folk faldt fra undervejs. Det var virkelig god og hård træning.

Instruktørerne skulle overgå hinanden for at finde på det værste. Vi skulle bære på hinanden, vi blev bundet sammen med reb, kihon kumite med hinanden på ryggen og mange andre interessante ting. Alle dem der trænede dengang blev højt graduerede og mange af de unge som Frank Hummelgaard, Frank Sabroe og Henrik Østerberg blev senere mestre.

Det at Tanaka sensei og Kobayashi sensei var her bevirkede at Danmark kom på verdenskortet og Danmark blev opfattet, som et af de få lande uden for Japan som havde samurai disciplin.”

 

Kom der nogle fra andre lande?

“Vi havde fx Malcolm fra Sydafrika og Terry O´Niell fra England. Der kom mange, og de blev undervist af Bura sensei og Tanaka sensei.

Nakayama sensei og Enoeda sensei besøgte også Danmark i den periode. Jeg savner virkelig den periode, hvor alle mestrene var i Danmark. Det var meget inspirerende.”

 

 

Hvordan var det med din fysik, du var større og stærkere end de andre du trænede med dengang. Hvad betød det?

“I starten blev der grinet af mig. Jeg startede sent med karate. Var over 30 år og vejede mere end 140 kilo. Det gjorde mig stædig at de grinede af mig. Senere blev min teknik bedre, og jeg kunne være med på lige fod med de andre sortbælter, og senere kunne jeg også vinde over dem i kumite.

Det var træningen der var vigtigt for mig. Når jeg var til mesterskaber, både danske mesterskaber og Europamesterskaber, så var det ligesom om jeg var på autopilot – det kom bare af sig selv. Jeg skulle ikke tænke over hvad jeg gjorde, fordi jeg havde gjort det så mange gange til træning.

Det blev til reflekser. Selv den dag i dag, hvor jeg er 68 år, er mine reflekser der stadig når det har været nødvendigt. Det er ligesom at køre på cykel, når man har lært det. Hvis man ikke har kørt på cykel i 30 år, kan man stadig gøre det fordi det sidder på rygraden.

Jeg havde en drøm med Erik Holmey, som er 72 år i dag. Han træner stadig 2 gange om ugen i Danmark. Når vi blev gamle, ville vi gå hen på en S-banestation og klæde os ud som gamle mænd, og når der så var voldelige personer, ville vi tage vores frakker af og så give dem en lille “måsfuld”.

Vi havde nogle situationer i Tivoli, hvor bøller generede ældre mennesker – Erik og jeg tog fat i dem, og fik dem til at kravle fra midten af Tivoli til udgangen og kontrollørerne klappede af os og takkede os.”

 

Det siges, at du ramte folk hårdt til stævner pga. din fysik. Er det korrekt?

“Det bedste jeg kan sige for at illustrere det var Shotokan cup i 1976 for brunbælter på Bornholm, hvor jeg mødte Peter Munk, som var Bornholmer. Han var en af de bedste teknikkere vi havde, og i kampen sparkede vi maegeri på samme tid og på grund af, at jeg var 40-50 kilo tungere så brækkede hans ben. Jeg følte mig skyldig, og at jeg ikke var den rigtige vinder fordi han ikke kunne fortsætte kampen. Så jeg tog på hospitalet og ville give ham mit trofæ, for jeg syntes ikke jeg var den rigtige vinder. Men han gav mig det tilbage og sagde, at jeg var vinderen. Der var meget ære i at opføre sig på den rigtige måde.

Trofæet hænger her på min væg. Det er en japansk drage, som er skåret af et stykke teaktræ. Det er Tanaka sensei der har skåret det med en lille lommekniv.”

 

Hvem er den sværeste modstander du nogensinde har mødt?

“Det tror jeg nok var Peter Munk, da han var så god en teknikker. Min teknik var simpel. Jeg bruge ashi barai og riken uchi – det virkede hvergang. Jeg trak benet væk under dem og når de hang i luften, fik de en riken uchi i tindingen. Det var fuldt point hver gang.

På grund af min størrelse havde jeg svært ved at sparke mawashi geri, men havde lært at sparke det med den anden side af foden som, en slags frontspark, hvor man rammer med oversiden af vristen på foden. Det var et spark, som Bura sensei ikke gav mig point for, når jeg brugte det i kumite, men Tanaka sensei, som selv brugte det spark, gav mig point for det, så det var meget interessant.”

 

Peter Munk skilte sig ud, var der andre der skilte sig ud?

“John Nielsen kunne jeg aldrig slå, men efter Tanaka sensei kom til Danmark, og jeg trænede under ham, kunne jeg vinde over John Nielsen med mit spark. Pall Gudjonsson var fantastisk, Marino Gudjonsson var fantastisk. Willy Schønberg var en stor fyr ligesom mig, og han var berømt for sine oi zuki, så de var allesammen super dygtige. Marino var meget mindre, men havde en fantastisk teknik. Han var 100 procent teknikker.”

 

Hvordan blev det opfattet at træne karate dengang i 70 erne?

“Folk viste ikke rigtig hvad det var. Tit og ofte måtte man forklare hvad det var. Det var en form for selvforsvar. Mange gange havde vi bisser som ville være medlem af klubben, læderjakker og Hells Angels, men de holdt ikke så længe fordi det er jo ikke noget man sådan lige lærer på en dag. Det er jo hård træning som kræver gentagelse. Så alle dem vi underviste blev bedre mennesker. Når vi underviste unge mennesker, blev vi kontaktet af deres forældre, som var glade for at deres børn havde lært disciplin, og at de havde fået noget at leve for. Det var virkelig noget der opdragede unge mennesker og de lærte at kontrollere sig selv.

Så når der var øretæver i luften, så kunne man vende den anden kind til og være rolig, så der ikke opstod vold. Det virkede præventivt når man havde karateevner. Når der var  vold i luften kunne man gå væk.

Vold er jo mange gange baseret på, at man ikke kender sine egne “skills” og er bange for at komme i problemer.”

 

Karatekrigen, kan du fortælle lidt om den? 

“Dengang konkurrerede vi med Kyokushinkai karate, som var ledet af Jørgen Albrechtsen.

Vi reklamerede med at verdensmesteren i karate, Tanaka sensei, undervise i vores dojoer hvorefter Albrechtsen begyndte at reklamere med, at han havde verdensmesteren, Katsuaki Sato. Der udbrød en annoncekrig, hvor vi skulle overgå hinanden.

Så på et tidspunkt, jeg var vist brunbælte dengang, overtalte jeg nogle af sortbælterne til at aflægge Jørgen Albrechtsen et besøg. Vi tog ud til hans studie på Ørnevej for at udfordre ham. Vi gik ind i træningssalen, hvor der var over 100 karateelever, der var ved at  blive undervist. Jeg sagde, at jeg ville udfordre Jørgen Albrechtsen. Han kom ud fra et kontor, men gik ind igen da han så os, låste døren og ringede til politiet.

Da politiet ankom, havde vi forladt stedet, og han råbte ned til politiet at det var os der havde været der. Den politimand der ledte aktionen var en gammel kollega til min far, som også var politimand. Så vi blev bare sendt hjem og der skete ikke mere.

Der blev bagefter skrevet en del om det i Berlingske. Du kan læse mere om det i min bog.

Vi var så fanatiske dengang – vi var virkelig samuraier. Vi havde taget vores gier på nakken og ville udfordre hr. Albrechtsen. Det viser lidt om hvormeget vi troede på det.

Der opstod bagefter en krig – mere eller mindre- verbalt i annoncer. Men efter vi tog derud blev hr. Albrechsen lidt mere stille. Det vi gjorde var ikke rigtig værdigt, men det var et tegn på den fanatisme der herskede.”

 

Du blev udnævnt 2. dan af Bura sensei. Kan du fortælle om det?

“Jeg tror det var en æresgrad, som Bura sensei gav mig. Jeg tror det var baseret på en lang karriere og for at være en støtte af karaten. Jeg stod for udgivelsen af et blad der hed Karate-DO, som jeg redigerede og skrev. Jeg gjorde meget for sporten, fx. fik jeg Bjørn Wiinblad til at lave et logo for Denmark Karate Association og så havde vi Kirsten Simone, den første ballerina på det Kongelige Teater, som ærespræsident.

Vi lavede en masse presse med hende og Tanaka Sensei. Hun var en stor beunder af karate, da der var en stor sammenligning mellem karate og ballet. Det var virkelig noget der opgraderede sporten. Hun var dengang kæreste med vores kulturminister, Niels Matthiasen, så hver gang der var store stævner var de tilstede og overrækte præmier. Så vi bragte sporten fra at være en gadedrenge sport, til at være en sport der blev respekteret af den akademiske verden i Danmark.

photo (1)-imp

Det var på grund af det store arbejde og alle de mennesker jeg bragte til bålet, at jeg fik en æresgrad i 1984. Det var efter en af vores træninger hvor alle sortbælterne blev kaldt sammen. Bura sensei sagde: “På grund af Svens store arbejde for sporten vil jeg give ham en 2. dan.” Det var der ingen der havde noget imod. Alle dem jeg trænede med dengang var alle sammen højere graduerede end mig. På grund af mit samarbejde med Bura sensei fik jeg som violetbælte og brunbælte lov til at træne sammen med sortbælterne.”

 

Har du mødt Tanaka sensei siden?

“Ja ham har jeg mødt flere gange siden. Sidste gang jeg mødte ham var for 10 år siden i Californien hvor han var var tilstede under et VM i karate.”

 

Hvad laver du i dag, hvad optager dig?

“Jeg dyrker min karate et par gange om ugen under en JKA instruktør på min egen alder, James Field. Jeg går med mine to vovser, Jacki og Cleo, hver dag kl. 7 en times tid og træner bagefter en times tid i jaccuzi, hvor jeg støder og sparker i vandet.

image_1361038091666795-imp

Bagefter lidt udstrækning og så er det morgenmad på Rose Cafe Venice. Om formiddagen træner jeg vægttræning i Gold Gym Så er jeg involveret i reklamefilm og laver stadig stunt i film. Jeg har faktisk ligeså travlt som da jeg kom her til USA for 28 år siden”

 

Ser du stadig Arnold Schwarzenegger?

“Ja vi træner et par gange om ugen sammen i Gold Gym. Arnold er i gang med at lave film, så han har travlt.”

Sven-Ole, Arnold og Clint

 

Hvad laver du af karate træning i dag?

“Jeg træner mine kata og så har jeg en makiware, hvor jeg træner “hand og foot combinations”. Den bruger jeg meget og den står her i min baghave. Kata er ligesom det vigtigste – og makiware træner jeg for at opnå kontrol og kontakt.

Jeg har stadig den samme talje som da jeg forlod Danmark. Jeg vejede 142 kilo da jeg forlod Danmark og var verdens stærkeste mand i bænkpres – og har stadig 38 inches i talje – jeg vejer nu omkring 120 kilo og er 192,5 cm høj.”

 

Du har skrevet en bog “Stærk mand i Holywood”. Kan du fortælle om den?

“Det var en bog der tog 3 år at skrive og Iversen fra Berlingske gav mig 5 stjerner – det blev en bestseller og den blev vel modtaget.

staerk-mand-i-hollywood_182640

Det er jo ikke en bog hvor jeg praler af at være den bedste, største og stærkeste. Den er baseret på, at vi alle jo har en historie at fortælle og alle sammen har vores mindreværdskomplekser. Og dem havde jeg mange af som ung mand, og jeg forsøgte at gemme dem bag min store fysik – de har fulgt mig hele livet. Jeg har som stuntman sagt ja til en stor opgave, og senere betvivler om jeg havde talentet til at udføre opgaven.

Men så finder jeg ud af, at den eneste ven jeg har, det gælder os allesammen, er vores disciplin. At man på daglig vis kan gøre visse ting. Disciplin er det vigtigste ord i alt sport og specielt karate. Man skal blive ved og ved for at blive bedre”

 

Hvad betyder disciplin for dig?

“Disciplin indenfor alle retninger. For eksempel har vi vores dojo kun:

 

  1. Søg den perfekte karakter
  2. Vær trofast
  3. Vær stræbsom
  4. Respekter andre
  5. Vær ikke voldelig i din optræden

Dojo kun er jo ligesom en regel for livet. Det er en lifestile. At man gør noget hver dag, at man har en rutine, at man forsøger at passe på sig selv, at leve rigtigt og spise sundt.

Karate er stadigvæk en livsstil for mig. Da jeg selv begyndte at undervise blev jeg kontaktet af flere, der tilbød mig mange penge for at lære dem karate hurtigt. Den første time trænede de for eksempel maegeri. Når de havde trænet det 20.000 gange så kunne de komme tilbage for at lære noget andet. Jeg lærte virkelig, at hvis man vil være mester i noget så gælder det om at gentage det igen og igen.”

 

Du har været aktiv inden for film. Kan du fortælle lidt om det?

“Jeg har faktisk arbejdet i over 120 produktioner på 25 år, så det bliver til 4-5 film om året, så jeg har virkelig haft travlt. Jeg har brugt min karatedisciplin når jeg har skullet stå op kl. 4 om morgenen og arbejde til kl. 2 om natten. Man skal hele tiden udvise samme energi,  og man kan ikke vise at man er træt. Min karatedisciplin sidder i kroppen, da jeg altid vil gøre det perfekt og blive ved selv om jeg er træt. Jeg har hele tiden villet dygtiggøre mig og gøre mine stunts bedre og bedre.

\FilserverScanPressLocalServerScanPress4026 localDragon 040-041Hi�40.tif

 

_C9F3940-imp

Under min uddannelse som stuntmand, tog jeg lektioner i at crashe biler, blive brændt og lave high fall med mere. Alt min gøren kan jeg takke karate for, jeg fik disciplin gennem karate. Jeg havde også via min vægttræning opnået disciplin. Jeg havde et mål om at jeg ville være den største i verden og den bedste. Jeg havde en drøm om, at når jeg døde en dag, så ville alle mine venner løfte kisten og bunden ville falde ud. De ville alle sige “hold kæft hvor var han stor”.

 

Hvad har betydet mest for dig i karate?

“Det har mit venskab med Bura sensei. Alle de år vi trænede sammen og var venner privat. Det er virkelig noget der har gjort et indtryk på mig. Det tænker jeg stadig på, og selvfølgelig også den ære det var at træne direkte under Tanaka sensei. Det var noget helt fantastisk.

Jeg lærte Tanaka sensei at træne vægttræning. I de år han var i Danmark blev han verdensmester to gange, Tanaka sensei sagde til mig, at den ekstra styrke han havde opnået gennem vægttræning var med til at gøre ham til verdenmester. Det var meget  interessant.”

 

Hvad vil du gerne huskes for?

“En mand med disciplin.”

 

Afsluttende ord

Ovennævnte interview blev gennemført i perioden 20. december 2012 til 16. februar 2013.

Tak til Sven-Ole Thorsen for at have stillet sig så velvilligt til rådighed for interviewet. Der er ingen tvivl om, at Sven-Ole Thorsen, har haft en stor betydning for udbredelsen af Shotokan karate i Danmark. Det er inspirerende at mærke, hvor stor en passion Sven-Ole Thorsen stadigvæk har for karate, og jeg håber, at interviewet vil tjene til inspiration for andre.

Yderligere billeder, avisudklip og uddrag fra blade som Sven-Ole Thorsen var redaktør af kan ses på hjemmesiden www.karatehistorie.dk.

Sven-Ole tildelt æresgrad i 2017

Den 11. november 2017 modtog Sven-Ole Thorsen en 5. dan æresgrad i Shotogakusha af Tanaka sensei. Den blev tildelt for Sven-Oles store arbejde med at få udbredt Shotokan karate i Danmark tilbage i 70`erne. Udnævnelsen fandt sted på restaurant Tokyo i København.

Sven-Ole annoncerede følgende på facebook:

Oss
To all The Karate Ka’s of Denmark
& Sensei Masahiko Tanaka,
Frank Starck-Sabroe
Jesper Palm Lundorf
Jesper F. Andersen
Erik Holmey ,
& all who took part at the Karate seminar on November 11th – 12th 2017 in Copenhagen & Sempai Nagazawa’s Restaurant Tokyo.
From the Deepest of my Heart
I wanna thank you all to be a part of my 5th Dan Honoray Degree

OSS 👊🇩🇰🇯🇵
“Shotokan Karate is a Lifestyle”

 

Der var efterfølgende en artikel i Euroman om udnævnelsen.

 

 

 

About The Author

Number of Entries : 166

Leave a Comment

Scroll to top