Interview Jan Spatzek

Som chefinstruktør for JKS Danmark har Jan Spatzek sensei sat et stor præg på udviklingen af Shotokan Karate i Danmark. Det var en stor glæde, at Jan sensei gik med til dette interview, som blev startet op  i november 2024

Tekst: Jesper F. Andersen november 2024. Foto udlånt af Jan Spatzek

Opstart

“Jeg startede med at træne karate i september måned 1973. Det, der inspirerede mig på det tidspunkt, var nogle karatefilm i biograferne. Filmene hed “Karatekongen” og “Karatedronningen”.

Jeg så en annonce i avisen – jeg boede i Nyborg på det tidspunkt – at der i Odense var startet en karateklub i Odense Judoklub hos Carl Henriksen.

Jeg tog toget til Odense for at tage ind og kigge. Jeg kom ind og så en masse unge mennesker i hvidt tøj – jeg sad og kiggede på og tænkte: “Det der er sgu lige dig, Jan.”

Herefter tog jeg toget mandag, onsdag og fredag fra Nyborg til Odense.

Instruktøren var en, der hed Birger, som var 1. dan. Han havde arbejdet som bager i Australien og var så kommet hjem, hvor han startede klub hos Carl Henriksen.

Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt tog på biblioteket for at se, om jeg kunne låne nogle bøger om karate. Jeg kunne kun finde nogle bøger om Kyokushinkai, som jeg lånte med hjem for at læse i. Syntes dog ikke, at det lignede helt det, han var begyndt at træne.

På et tidspunkt, cirka efter en måneds træning, spurgte jeg: “Osu sensei, hvad er det for en stilart, vi træner?”

“Det er shotokan,” svarede Birger. Det var så den måde, jeg kom ind i shotokan på.”

Træningen dengang

“Træningen bestod af kihon, kata og kumite. Vi trænede halvanden time, så vi kom alle tingene igennem i løbet af lektionen. Der var ikke nogen dage, hvor man kun trænede for eksempel kata. Vi trænede alle tre K’er.

De fleste, der trænede på holdet, var drenge i alderen 15-18 år. Jeg var 16 år dengang. Det var den alder, som vi ikke ser i dag. Der var ingen børn, der trænede dengang. Det var teenageknægte og ganske få piger – under 10 procent.

Jeg var ikke til nogen gradueringer som sådan. Vi var med i Dansk Judo Union, som dengang havde en karateafdeling.

Bura sensei var dengang i færd med at få spredt karate ud til hele Danmark – så vi mødtes en gang om måneden i Odense, hvor Bura sensei underviste seks timer om lørdagen og tre timer om søndagen. Han var 3. dan dengang. Marino sensei, John sensei og Bruno sensei var 2. dan, og en, der hed Rene Hvalsø, var 2. dan. De underviste på skift. På et tidspunkt kom jeg til min første graduering, hvor jeg blev gradueret violet bælte. Det var Bura sensei, der graduerede.

Vi trænede meget dengang – vi kunne finde på at tage færge og tog til København bare for at træne et par timer. Det er der ikke nogen, der gør nu.

I august ’74 kom jeg i militæret og flyttede til Sjælland. Der begyndte jeg at træne i Sporting Karate i Gothersgade – der var det Bura sensei, der var instruktør, og Nakazawa sensei var assistent. Jeg var brunbælte dengang, og de andre var violetbælter. Jeg trænede på hold med Sven Ole Thorsen og mange andre store karle – da der også var vægttræning i Sporting. 

Derfra rejste jeg fra København i februar ’75 – da jeg blev stationeret i Karup. Det første halve år kunne jeg ikke træne karate, da jeg ikke havde nogen transportmuligheder. På et tidspunkt købte jeg en gammel Morris Mascot og begyndte at køre til Århus, hvor den nærmeste Shotokan klub lå.

Jeg kom ned som brunbælte og trænede med den første aften. Skæbnen ville, at jeg ikke kunne komme til næste træning, da jeg skulle på nattevagt. De andre havde sagt, at “ham der” ser vi ikke mere. Han har nok allerede givet op. Men næste træning stod jeg der igen. 

Det var en, der hed Hugo Nielsen, der underviste. Århus-klubben var startet af John sensei og Elsa Maria Birn. Men det var Hugo, der underviste. Han var 2. dan på det tidspunkt. Der var vi alle sammen i JKA. På et tidspunkt – tror det var i 1977 – så kom Hugo ind i dojoen og sagde, at vi ikke var medlem af JKA længere. Der var ikke rigtig nogen, der sagde noget andet end “osu”, hvorefter vi trænede videre. 

Det viste sig, at Hugo, John sensei, Marino sensei, Bruno sensei og Rene sensei var utilfredse. Jeg ved ikke rigtig, hvad grunden var, men tror, at det var noget med, at vi alle sammen skulle betale penge til, at Tanaka sensei, som var kommet til Danmark dengang, kunne få løn. Men Tanaka sensei var aldrig ovre ved os og undervise – det var altid over på Sjælland – så jeg tror, det var det, de ragede uklar over.

Så var vi ikke med i JKA længere. De startede Dansk Shotokan Forbund, og alle klubberne under instruktørerne røg så med over i Dansk Shotokan Forbund. Det var Frederikshavn, Århus, Horsens, Kyohan, Gentofte og Marino senseis klub. Rene sensei holdt helt op.

Jeg havde Hugo som instruktør, og han havde trænet med Kato sensei i starten af 70’erne, og han talte altid om ham.”

SKI Danmark

“På et tidspunkt forlod Århus-klubben Dansk Shotokan Forbund i 1978. Vi tog gennem Tyskland kontakt til SKI og blev inviteret til Europamesterskaberne i Düsseldorf. Vi kom derned med en sortbælte og fire brunbælter – alle hold blev stillet op, og lodtrækningen viste, at vi skulle møde Jugoslavien. Der stod fem store bjørne foran os – og de stod nærmest og grinede af os. Vi var også lidt skræmte, må jeg nok indrømme. Så sagde Hugo til mig, at når jeg skulle ind og kæmpe, så skulle jeg bare støde gyaku-zuki, hver gang modstanderen bevægede sig. “Osu sensei,” sagde jeg, og så gjorde jeg, som han sagde, og vandt faktisk min kamp ved at score på gyaku-zuki. Det endte med, at vi vandt over Jugoslavien – tror, vi vandt over Jugoslavien 3-2.

Vi skulle møde Østrig i næste runde, og de kunne nu se, at danskerne ikke var så dårlige alligevel. I Düsseldorf mødte jeg så Kato sensei for første gang.”

Da vi kom hjem, besluttede Hugo, Adrian Arsinevici, Viggo Johansen  og jeg at starte SKI op i Danmark. Århus blev den første SKI klub i Danmark – senere kom Skanderborg til.”

Reaktionen i Danmark

“Der var ikke så mange, der sagde noget, da vi stadigvæk talte sammen. Vi talte lidt med nogle klubber om, at det kunne være godt for dem at komme ind i en japansk organisation – og at det kunne være godt for os alle sammen at være der.

De første klubber, der kom med, mener jeg, var Frederikshavn. I 1981 tog Viggo og jeg til København, hvor vi talte med Bruno sensei, Kai Lundager sensei og Lone sensei. Kai og Lone sensei var vældig interesserede i starten – Bruno sensei var lidt mere tøvende og skulle lige se tiden an.

Kai sensei og Lone sensei kom med i ’81, og Bruno sensei kom med i ’82.

Det blev så Bruno sensei, der blev chefinstruktør, da han var højest gradueret. 

Det var meget sjovt, for i ’78 i Düsseldorf mødte vi Kanazawa sensei – han sagde til os, at han kommer op til os en dag. Og så pludselig en dag i ’82 ringede telefonen – det var Kanazawa sensei, som tilbød at komme om 14 dage. Det sagde vi ja til.

Vi gik i gang med det helt store reklamearbejde og lavede en weekendtræning ude i Århus, hvor alle var der. Bruno sensei gik til graduering til 5. dan.

Vi havde et teknisk udvalg – Bruno sensei, Kai sensei, Lone sensei og jeg og Jan Kramme fra Frederikshavn.

Først i ’82 skiftede det navn til SKIF – det var, fordi SKI Japan skiftede navn, og vi fulgte så med og hed derefter SKIF Danmark.

Dansk Shotokan Forbund blev mere eller mindre opløst, og de fleste gik over i SKIF. John sensei og Marino sensei fik formentlig lavet en aftale med Bura sensei og kom tilbage til JKA.”

DKA – Denmark Karate Association

“Jeg startede DKA op tilbage i 1992. Denmark Karate Association. Da jeg startede, var alle positive, også SKIF. Mange af klubberne i SKIF meldte sig ind i DKA – for eksempel Dokan i Kalundborg, Flyvestationen i Karup, Fudoshin på Amager, Horsens, , Odder, Rødding, Struer, Vejen, Vejle, , Frederikshavn, Juelsminde, Odense Shotokan, Saiko Odense og Skanderborg – så der var rigtig mange klubber.

Min kone havde engang en samtale med Kai sensei om det med at være i forskellige organisationer. Det kunne han ikke se, at der var noget galt med – det var bare et spørgsmål om, hvor mange penge man ville betale.

Formålet med DKA var, at jeg igennem de år, hvor jeg trænede med Kato sensei – så kom jeg i kontakt med Asai sensei, og han spurgte mig på et tidspunkt, om det ikke var noget for mig at lave en JKA-organisation i Danmark. På det tidspunkt var der opstået 2 JKA organisationer. Jeg sagde til Asai sensei, at jeg gerne lige ville tænke over det, da jeg jo er i SKIF. Asai sensei sagde, at jeg bare kunne bruge den nødvendige tid til at tænke. Efter et stykke tid havde jeg besluttet mig. Jeg ville gerne lave en JKA i Danmark, men jeg kunne jo ikke kalde det JKA, da der allerede var en JKA-organisation i Danmark, og derfor valgte jeg at kalde den DKA. 

På et tidspunkt, hvor jeg var til et dommermøde, valgte Bura sensei, der var formand for dommerudvalget, at sætte mig ind i dommerudvalget på bekostning af Pall sensei. Bura sensei var stolt over, at jeg valgte at kalde det DKA, da det var vores gamle navn. Jeg lavede en hjemmeside med webnavnet JKA.dk. Det var der nogle stykker, der ikke rigtig kunne lide. De blev rent faktisk tossede ad helvede til. De kontaktede mig og sagde, at jeg ikke måtte kalde det JKA. Jeg svarede, at jeg ikke kaldte det JKA, men DKA. Jeg havde alene en hjemmeside, der hed JKA Danmark, som jeg havde registreret og betalt for – og det er der ikke noget at gøre noget ved. Jeg kan huske, at John Nielsen sensei, der dengang var i JKA og også var formand for Dansk Karate Forbund, truede mig med retssager og jeg ved ikke hvad.

På et tidspunkt, jeg mener, at det var i 1990, hvor vi alle var i SKIF – der havde vi Kasuya sensei på besøg i Danmark. Han var på sommerlejr heroppe. På et tidspunkt forlod han SKIF og havde skrev et personligt brev til Kai sensei, Lone sensei og jeg, hvor han gjorde opmærksom på, at nu havde han lavet sit eget forbund, så hvis vi havde lyst, var vi meget velkomne. Jeg lå og læste det i sengen, og min første tanke var, at hvad gør Kai sensei og Lone sensei nu. Da vi senere talte sammen alle tre, fortalte de, at de havde haft den samme tanke om, hvad jeg ville gøre, da jeg læste brevet.

Grunden til, at vi ikke gjorde noget – jeg tror, der var kommet lidt splid i SKIF dengang, var, at vi ikke kunne sammen med Kasuya senseis mand i Danmark, som var Adrian Arsinevici sensei. Ham som var med til at starte SKIF i sin tid.”

Retssagen

“På et tidspunkt var der en retssag i Japan mellem de to JKA-organisationer – jeg mener det var tilbage i 2001.  Asai senseis fraktion tabte retssagen. Herefter valgte Asai sensei at starte JKS op i stedet for. Deres første valg var at kalde det Japan Shoto Kai Federation, indtil han blev gjort opmærksom på, at der i forvejen var en Shotokan-organisation, med det navn. Derefter lavede han navnet om til JKS – Japan Karate Shoto Federation.

Jeg kan huske, at jeg kort efter var til et stævne i Danmark sammen med Bura sensei. Vi talte om retssagen og jeg sagde til Bura sensei, at jeg gerne ville overdrage JKA.dk til ham – selvom de havde truet mig med retssager mange gange. Jeg havde jo registreret navnet i Varemærkestyrelsen.

Jeg skubbede et papir hen til ham, som jeg syntes, han skulle læse. Han tog det op og begyndte at læse. Jeg kunne på hans øjne se, at han tænkte: “Hvad faen sker der her?” Han spurgte mig, om jeg havde registreret navnet JKA, hvilket jeg svarede ja til. Så sagde han: “Hvad faen er det så, jeg har registreret?” Det viste sig, at det kun var et stempel, han havde. Han kunne pludselig se, at jeg havde haft helt ret og faktisk kunne have skadet dem, hvis jeg ville. Jeg blev herefter inviteret ud på Honbu Dojo på Vermlandsgade, hvor vi fik en kop kaffe,  mens vi snakkede. Det var hyggeligt, og vi var vant til at være sammen, da vi sad i dommerudvalget sammen.

Så kom han hen med en Dojo Kun til mig og en messingplade til mig, hvor der står: “Denmark Karate Association – kontoret”. Han kom også med en skitse til DKA-logoet, som ikke var helt færdigt – det var lavet af Bjørn Wiinblad. Det fik jeg også af ham. Han var så taknemmelig, og efterfølgende var der kun en god atmosfære, da vi var sammen.”

Hverdag igen

På et tidspunkt skiftede DKarF formand fra John Sensei til Jørgen Nielsen (Greve). Jørgen Nielsen og jeg havde mange behagelige samtaler omkring JKA og DKA. Jeg fornemmede at han var helt med på ideen om, at der havde været 2 JKA (JKA & DKA). På et tidspunkt luftede han ideen om, at man skulle lave et samarbejde med alle Shotokan forbund. Ideen blev også luftet for JKA (Bura Sensei), SKIF(Bruno Sensei), WSKF (Adrian Sensei) og DKA. Jeg var med på ideen fra start, da jeg trods Buro Sensei’s
irritation omkring 2 JKA i Danmark. Jeg har haft mange behagelige samtaler med Bura Sensei omkring emnet, og det blev aldrig til ophidsede samtaler. Jeg tror faktisk at han lige som jeg kun ventede på retsagen om, hvem der skulle repræsenterer JKA i Japan og worldwide. Det endte dog med at vi lavede et forum (bestående af JKA (Bura Sensei) SKIF (Brune Sensei & Kai Sensei) WSKF (Adrian Sensei) og DKA (Mig).

Vi mødtes nogle gange på JKA Honbu Dojo (Vermlandsgade) hvor vi trænede sammen, talte om Kata og mange andre spændende ting, og når træningen var slut spiste vi alle frokost sammen. Det hele fik rigtig godt indtil  Bura Sensei på et af møderne, begyndte at tale omkring muligheden for at starte et Shotokan forbund sammen i Danmark. Jeg var ikke afvisende, men kunne godt se på Bruno Sensei, Kai Sensei og Adrian Sensei, at de havde lidt svært, med det, så jeg svarede Bura Sensei, at det nok var lidt for tidligt.
Desværre stoppede vores gode tænker med at ses engang imellem og diskuterer teknikker og hvad der ellers rørte sig i karate verdenen, hvilket jeg synes var meget ærgerligt.

JKS

“Jeg fortsatte med at tage ud og træne med forskellige instruktører og kom tilbage til SKIF og fortalte om, hvad jeg havde lært. I 1999 blev jeg 6. dan i SKIF. Jeg var samtidig 5. dan i JKA (Asai fraktionen). Bruno sensei fortalte, at Kanazawa sensei ville have, at jeg valgte side nu. Jeg ringede hjem til min kone for at høre, hvad jeg skulle gøre. Det var rigtig svært, da jeg jo sammen med andre var stifter af SKIF i Danmark. Det var således en stor beslutning, der skulle træffes.

Jeg svarede Bruno sensei, at jeg blev i SKIF, og det sagde de, at det var i orden. Men jeg trænede stadigvæk sammen med Kato sensei,   Asai sensei og Yamaguchi sensei. Hver eneste gang, jeg kom hjem, fik jeg en masse bøvl med Bruno sensei. Da jeg for eksempel fortalte om, at det var mere effektivt at dreje på hælen, samt en masse andre ting. Men de ville overhovedet ikke høre tale om det. Selv da vi talte om at bagerste ben skulle være strakt i shomen og let bøjet i hanmi, ville de ikke høre om. På et tidspunkt kom Kanazawa sensei på besøg, og jeg gik op og spurgte ham, mens Bruno sensei var der. Jeg spurgte til shomen og hanmi – i forhold til bagerste ben. Selvfølgelig sagde Kanazawa sensei, og så kiggede jeg over på Bruno sensei, som herefter begyndte at diskutere med Kanazawa sensei. Jeg tænkte, at det ikke var vist ikke særlig klogt. Jeg tror, at de (SKIF) var trætte af, at jeg udviklede mig så meget, som jeg faktisk gjorde. 

I 2005 fik jeg et brev fra SKIF DK, hvor jeg blev udnævnt til æresmedlem. Men hvis man i dag slår op på deres hjemmeside, så står jeg ingen steder. Så jeg må virkelig have gjort mig upopulær ved at træne med andre.

I 2007 er jeg stadig medlem og bliver gradueret 7. dan i SKIF. Det opstod efterfølgende en diskussion om, hvordan jeg skulle dreje på fødderne. Bruno sensei ville have, at jeg skulle dreje på forfoden. Jeg tog en flaske og stillede bag min fod og drejede rundt på fodballen. Så kunne man se, at foden væltede flasken, da jeg drejede rundt. Jeg sagde til Bruno sensei, at han da kunne se, at kraften gik den forkerte vej i forhold til, når jeg drejer på hælen. Det kunne han ikke forstå. Jeg sagde til ham: “Sensei, jeg er jo blevet 7. dan i SKIF.” Bruno sensei svarede, at det kun var fordi det er dig. Nå, tænkte jeg.

I 2008 forlod jeg SKIF. Det tog de ikke så pænt. Jeg var kommet til Struer på det tidspunkt, hvor jeg var kommet siden 2006. Formanden og bestyrelsen kunne ikke sammen – formanden var også instruktør. Jeg blev kaldt op og spurgt, om jeg ikke kunne være næstformand og undervise en gang om måneden. På et tidspunkt ringede bestyrelsen til mig og sagde, at formanden havde truet dem med bank. Jeg kørte til Struer og tog en snak med formanden og sagde, at det kunne han ikke, da en forening var et demokrati. Formanden ville starte en anden klub langt væk fra Struer, og jeg sagde, at jeg godt ville hjælpe ham med klubben. Dog startede formanden en klub 500 m fra hans tidligere klub, hvorfor mit tilbud om hjælp forsvandt.

Struer blev sur på SKIF over, at de tillod, at den tidligere formand startede en klub så tæt på Struer. Det var sådan dengang, at hvis der var en klub i en by – så kom der ikke bare en ny klub – der skulle være en vis distance. Der var også en masse andre ting, de var sure over i forhold til SKIF. Jeg fortalte om JKS, og klubben skiftede herefter over til JKS. SKIF tog det rigtig dårligt, da de følte, at jeg tog en klub fra SKIF. Men det var faktisk SKIF, der tog mig væk fra SKIF.

Klubberne fra DKA havde jeg stadig et samarbejde med og jeg kom og underviste i dem. Jeg tilbød dem også, at jeg kunne graduere dem. Det havde Asai sensei sagt god for. Det var de utilfredse med i SKIF, og jeg fik et langt brev fra Bruno sensei – hvor han hentydede til, at jeg tænkte på karate og min tegnebog. Jeg skrev tilbage, at det ikke var tilfældet.

Personligt er jeg ligeglad med, hvor folk træner henne, og hvem de er medlem hos. Jeg tænker mere på, om de vil træne sammen med mig.

Tiden efter SKIF

Min kone var kasserer i SKIF i 22 år, og da jeg forlod SKIF, pressede de hende ud også. De var bange for, at hun skulle sidde tilbage og videregive informationer til mig. Der gik rigtig mange år, hvor folk fra SKIF overhovedet ikke hilste på mig. Selv Ole sensei fra Frederikshavn, som jeg havde haft et rigtig godt venskab med, hilste ikke længere.

Engang til et DM i karate var der også arrangeret nogle træningssamlinger, hvor alle kunne komme og træne. Dansk Karate Forbund spurgte, om jeg ville komme og undervise. Det svarede jeg ja til. Jeg tænkte nok, at det kun ville være mine egne folk, der ville komme. Da jeg kom ind, stod der 30-40 mennesker – og jeg kiggede helt forvirret rundt. Jeg kunne kun se 3 shotokan-folk – resten fra Okinawa Goju ryu.

Da jeg var færdig og havde klædt om, mødte jeg Jacques Dupont sensei i hallen. Dengang jeg var 6. dan, og han 5. dan, havde jeg tilladt mig at rette på ham, fordi han ikke var så god til teknikker som shuto-uchi, haito-uchi og andre slagteknikker. Jeg tilbød at hjælpe – men det tog han meget nært.

Han sagde så til mig i hallen, at jeg nok havde været inde og undervise i noget “dinosaur-karate” – jeg svarede: “Hvad mener du?” “Ja, sådan noget gammel karate,” svarede han. Jeg svarede, at nu skulle du bare høre her. Fra dengang jeg forlod jer – og til nu, vil du slet ikke kunne kende mit karate. Jeg blev sur.

Jeg sagde til ham, om han havde set Jurassic Park? Det havde han set. Jeg sagde: “Hvad skete der, da alle dinosaurerne slap ud?” Han svarede – “Nå ja, sådan mente jeg det heller ikke” – Herefter gik han videre.

Sidste år var jeg på vej hjem fra Sjælland, og der var SKIF-cup i Vejle. Jeg besluttede mig for at køre forbi og kigge. De eneste, der kom hen for at snakke, var de rigtig gamle folk fra SKIF. Jeg fik øjenkontakt med Ole Nielsen, og han kom så hen. Vi snakkede lidt og grinede.

For et stykke tid siden var han dumpet til en 8. dan-graduering, hvilket han skrev på Facebook. Jeg svarede ham, at japanerne nok skal finde på noget, og at han bare skulle hænge på. Han skrev senere til mig, at han “var glad for min besked.”. Så vi er nu på god fod igen.

Asai sensei

“Det hele startede med Kato sensei i ’82 – jeg skrev et brev til ham og spurgte, om jeg måtte komme og træne og gå til graduering.

Jeg tog derover og trænede med ham og fulgte ham rundt til nogle træninger. Hugo, som var min instruktør, var 2. dan. Jeg var pavestolt, da jeg blev gradueret 2. dan. Hugo og jeg havde et rigtig tæt forhold sammen.

På et tidspunkt var der en træningslejr i England, hvor Kato sensei inviterede Asai sensei, Abe sensei, Yamaguchi sensei og Kagawa sensei med flere – de lejre afholdt han to gange om året. På et tidspunkt blev jeg kaldt bagved, da Kato sensei og Asai sensei skulle træne kata. Jeg havde den oplevelse, at Kato sensei ville bruge mig, hvis han ikke kunne huske den.

Til et senere EM blev jeg i frokostpausen hevet bagved af Asai sensei – jeg skulle lige lære en kata. Her lærte jeg så en ny kata, mens jeg var i dommertøj. Det, der gjorde, at jeg blev så begejstret for hans karate, var den måde, jeg lærte det på. Det var meget cirkulært og flydende, og det gav god mening. Når jeg kigger på karate nogle gange, og når jeg kigger på JKA-karate, så synes jeg stadig, det er det samme, som jeg så tilbage i 70’erne.

JKS har udviklet sig gevaldigt meget i forhold til det.”

Anekdoter

Dommerudvalget. 

Da jeg sad i dommerudvalget, var der dommermøde før et stævne. Jan Christoffersen og jeg stod i samme cirkel sammen med de øvrige dommere. Det blev fortalt, at børnene mellem 12-13 år ikke måtte have kontakt til hovedet. Her var der så en dommer, der rakte hånden op og spurgte, om det også gjaldt ved Uraken? Igen blev det præciseret, at der ikke måtte være kontakt.

Gradueringer

Jeg har haft nogle specielle gradueringer gennem årene. To af dem står ret klart – den ene var min 3. dans-graduering i SKIF, og den anden var min 5. dans-graduering i JKA.

Da jeg gik til 3. dan, var det under en stor træningslejr med Kanazawa sensei, hvor Kai sensei og Lone sensei også var med. Jeg skulle vise kihon og kata, og herefter begyndte de første folk at sige tillykke. Jeg sagde, at jeg lige skulle vise kumite også. I kumite skulle jeg kæmpe med en, der skulle til 4. dan, og resten var dem, der skulle til 3. dan. På et tidspunkt hørte jeg Kanazawa sensei sige noget om “fighting spirit”, og jeg troede, at det var til mig. Så jeg ved ikke lige, hvad der skete med mig, men ham den næste, jeg mødte, fik nogle tæsk. Der blev sagt stop – og vi blev sendt i bad.

Der var to rækker brusere, og jeg stod alene i den ene række, og de andre stod i den anden række. På et tidspunkt kom Kai sensei ud og spurgte, hvad faen jeg havde gang i. “Hvad mener du – Kanazawa bad jo om fighting spirit…,” nej nej, sagde Kai sensei – han sagde, at det var godt, at du viste fighting spirit.

Det kostede mig tre måneder, inden jeg blev 3. dan, da jeg var for hård under gradueringen. Da jeg fik mit pas, fik jeg ros for min fighting spirit.

Da jeg gik til 5. dan i JKA, var det under en stor træningslejr i England. Dagen før gradueringen skulle en af Kato senseis assistenter til 6. dan. Han sagde til mig, at vi lige skulle kæmpe lidt. Jeg sagde, at jeg ikke var så god til at kæmpe for sjov. Det skulle jeg dog. Vi kæmpede, og han fejede mit ben, og jeg faldt om, og da han skulle til at støde mod mig, mens jeg lå ned, sparkede jeg mawashigeri og ramte ham lige i hovedet, hvor øjenbrynet flækkede, og det blødte. Jeg fik selvfølgelig et ordentlig møgfald af ham. 

Dagen efter var der graduering. Da jeg havde lavet kihon, skulle jeg lave kata. Jeg tænkte, at i dag ville jeg lave Bassai-dai. Kato sensei 8. dan, Asai sensei 9. dan og Yamaguchi sensei 8. dan, som udgjorde graderingspanelet, kiggede på hinanden, hvorefter de sagde, at den kunne jeg ikke lave. Så lavede jeg Kanku-sho i stedet for. Efter dette valgte Kato sensei, at jeg skulle lave Sochin. Jeg kunne mærke, at mit smil blev bredere og bredere, da Sochin var min gamle favoritkata. Så jeg udførte den, og de var vældig tilfredse.

Herefter skulle vi kæmpe kumite. Jeg blev kaldt ind. Yamaguchi sensei spurgte, hvad min favorit kumiteteknik var. Jeg stod og tænkte lidt, da jeg ikke havde nogen. Jeg fandt herefter på, at jeg stod med højre ben forrest over for en modstander, der stod med venstre ben fremme, hvor jeg så ville sparke til hans forreste ben med mit højre ben, en ashi-barai finte, dække hans forreste hånd og så lave kizimi-zuki. “Vis os det,” sagde Yamaguchi sensei, og jeg viste det langsomt. Efter dette sagde de – “begynd at kæmpe”. Jeg tænkte, at det ikke var særlig fair – jeg havde jo lige vist, hvad jeg ville lave. På et tidspunkt under kampen så udførte jeg teknikken, og det virkede. Så sagde de “tak”, og jeg skulle kæmpe mod en ny modstander, hvor det også lykkedes at udføre teknikken. 

Så sagde de, at nu ville de gerne se en anden favorit kumiteteknik. Jeg tænkte, hvad skulle jeg nu vise. Jeg stillede mig herefter igen med højre ben fremme, og på et tidspunkt sparkede jeg chudan mawashigeri med venstre ben uden at lave higiashi. Formålet var at få modstanderen beskæftiget med mit venstre ben, og mens han gjorde det, ramte jeg ham i hovedet med et stød. Igen blev der sagt “ja tak”, og jeg skulle nu vise det under kamp. I kampen stillede jeg mig nu med venstre ben forrest, jeg sparker meget meget sjældent ved venstre ben,  og jeg tror, at ham, jeg kæmpede med, ikke regnede med, at jeg nu kom med nogle spark. Men så bragede jeg mit højre ben afsted og ramte ham i maven, hvorefter jeg placerede hånden i hovedet på ham. Der blev sagt “yame”, og jeg kunne gå. 

Efter mig kom der en anden kæmper, og de spurgte ham om det samme. Han stillede sig med venstre ben fremme og åbnede op med armene for at lokke den anden til at støde en kontra, og da han ville gøre det, ville han feje hans ben og slå ham. Det ville de gerne se, og han viste det. Derefter skulle han vise det i kamp, og han begyndte at hoppe lidt rundt. Han lavede finten, og den anden havde jo luret ham – og så knaldede han en kizamizuki i hovedet på ham i stedet. Jeg stod og kiggede og måtte vende mig om for ikke at flække af grin. Han skulle jo ikke have gjort det som det første……

Vi fik besked på, at vi ville modtage et brev med resultatet. Jeg boede hos Kato sensei i den periode, og vi kørte tilbage til ham efter gradueringen. Da Asai sensei og Yamaguchi sensei kom tilbage, stod jeg på et tidspunkt alene med Yamaguchi sensei. Her sagde han tillykke. Senere på aftenen, da jeg var alene med Asai sensei, sagde han også tillykke. Dagen efter stod Kato sensei og var ved at stryge en skjorte,  han kiggede sig omkring og sikrede sig, at vi var alene. Han kaldte mig hen til ham og sagde tillykke. 

Da jeg senere rejste hjem til Danmark, vidste jeg, at jeg var blevet 5. dan. Vi modtog så senere det her brev, hvor de skrev, at de var kede af, at der var så mange, der var dumpet, (bl.a. ham, der blev ramt af kizami-zuki i hovedet), undtagen Jan Spatzek Denmark, som bestod disciplinerne “very well”. 

Da kunne jeg ”flyve rundt i stuen.”

Jeg kan også huske, at jeg på et tidspunkt gik til 7. dan-graduering i JKS. Da havde jeg bestemt mig for at lave Kanku-sho. Det havde jeg også sagt til Jesper Markvardsen sensei, som var med på rejsen. Da vi sad i toget fra lufthavnen mod Tokyo, fik jeg en mærkelig idé om, at jeg ville lave Meikyo i stedet. Mit katavalg blev således lavet om under en togtur. Jeg bestod gradueringen.

Da jeg skulle til 8. dan, bestod jeg ikke første gang. Jeg havde lavet mine kata – herunder Sochin, som var min gamle favoritkata. Det kan jeg nu godt se var et dårligt valg, for det med at sparke sidespark i min alder gør, at sparkene ikke bliver så pæne. Jeg lavede også Bassai Dai, hvor jeg blev kaldt op for at forklare nogle teknikker. Jeg skulle forklare noget om distance – først hvor jeg justerer på distancen, dernæst hvor modstanderen kommer frem, og til sidst hvor vi begge kommer frem mod hinanden. Jeg brugte Jesper sensei som partner. Det gik meget fint – men pludselig sagde de stop og byttede Jesper sensei ud med en ung japaner.

Jeg tænkte: “Hold da op.” Vi rykkede tættere og tættere på hinanden og drønede afsted mod hinanden på samme tid. Han kom lige et brøkdel af et sekund før mig, og lige i det, hvor han ramte mig, og jeg ramte ham, så knaldede jeg en kizamizuki af bagefter. Jeg har det sådan, at det helst er mig, der har det sidste “ord” – det er en dårlig vane. Så fik jeg skæld ud over, at jeg havde lavet den kizamizuki, og de sagde til mig, at jeg ikke kom først. Så sagde jeg nej, det gjorde jeg ikke, og om vi ikke kunne prøve en gang til. Jo, det kunne vi godt, og vi lavede øvelsen igen. Så ville skæbnen, at jeg kom før ham denne gang.

Jeg så senere, at Kagawa sensei sad med sine graderingspapirer, og jeg kunne se en stor bolle, og jeg tænkte, at det her kan ikke gå galt. Jeg kiggede ud og var glad, selvom jeg faktisk havde været nervøs inden gradueringen. Jeg nippede for eksempel kun til aftensmaden dagen før, og Jesper sensei spurgte, om jeg var nervøs, hvortil jeg svarede: “Ja, det tror jeg.” Jeg havde tidligere fået at vide, da jeg skulle til 5. dan, af Yamaguchi sensei, at når man skal til 5. dan, så må man ikke være nervøs længere. Det havde jeg heller ikke været til de efterfølgende gradueringer, men nu var det kommet tilbage.

Vi var tre mand, der havde været til graduering. En fra Sverige, en fra Sydafrika og mig, som havde været til 8. dan. Vi fik at vide, at vi skulle med ind på kontoret. Så begyndte de at fortælle ham fra Sydafrika, at han ikke var bestået – han skulle lave begge sine kata næste gang. Ham fra Sverige fik samme smøre. Så jeg var godt klar over, at jeg ikke havde bestået. Min tilbagemelding var, at jeg havde lavet fejl i kataen. Det var meningen, at man skal glide ud med forreste ben i Sochin, men til graduering var der måtter på gulvet, så jeg turde ikke glide ud, da jeg var bange for at hænge i måtterne, så jeg satte bare benet direkte ud. Det var fejlen, der gjorde, at jeg ikke blev 8. dan.

Jeg kom ud derfra og var vred. Jeg tænkte: “Hvad i helvede bilder de sig ind – det kan de ikke bruge som en fejl.” Jeg havde jo tidligere set Kagawa sensei gå direkte ud i stillingen. Jeg havde en fornemmelse af, at de ikke ville have nogen uden for Japan, som var 8. dan, da vi var de første, der prøvede.

Året efter kom Kagawa sensei til Danmark og fortalte mig, at jeg kun skulle lave én kata. Da jeg senere kom til Japan, kørte jeg sammen med Jesper Markvardsen sensei direkte fra lufthavnen til honbu dojo, hvor jeg skulle træne Meikyo med Kagawa sensei i en time. Herefter inviterede han mig og Jesper sensei hjem til ham privat til aftensmad. Her sagde han – “Ved du hvad, Jan – i morgen til gradueringen, der rykker vi ovenpå, for der er trægulv.” Det var da pænt af ham, tænkte jeg. Jeg tror, at grunden til, at vi skulle træne Meikyo om formiddagen, var, at han ville sikre, at jeg havde styr på det.

Jeg kunne mærke, at nu skulle det bare være. Dagen efter så jeg, at alle dem, der skulle til 1., 2. og 3. dan, gik ovenpå, og jeg stod nede, hvor der var måtter. Så tænkte jeg: “Åh nej.” Ham fra Sydafrika blev kaldt op og skulle lave to kata. Han gik i gang, og det samme gjorde svenskeren. Jeg skulle udføre Meikyo, og det gik fint. Vi bestod alle tre.

Det var nok den graduering – hvor jeg synes, at det var lidt for tyndt, at jeg dumpede første gang.

Karate i dag

Jeg ser ikke optimistisk på det. Vi er dybt udfordret af det, man sidder med i hånden (mobilen), og diverse andre spil. Vi har lige fået nogle nye elever. Det er for det meste børn eller nogle på 40, der starter. Vi ser ikke nogle teenagere, der starter.

Dengang jeg startede, brugte vi meget tid på at opsøge træning. Den mentalitet er der ikke i dag. De gider ikke flytte sig 10 meter for at lære noget. De vil have det hele serveret. I fremtiden håber jeg, at nogle bliver ved, og måske kommer der flere til. Personligt er jeg lidt presset over, at der ikke er flere, end der er. Det er ikke, fordi at instruktørerne i Europa er dårligere end japanerne – tværtimod. Danskerne er rigtig dygtige instruktører. Japanerne er rigtig gode til at vise teknikkerne, men de kan ikke forklare noget, da de kun taler japansk.

Tidligere var der masser af klubber i Jylland, men det gik særlig galt efter corona. Vi var 100 i klubben oppe i Struer inden corona. Vi lavede online træning med mere. Da vi startede igen efter corona, kom folk ikke tilbage i samme omfang. Folk havde fundet noget andet at lave.

Vi kæmper alle med at få frivillige til at lave noget. Hvis vi har nogle, skal vi bruge meget tid på at pleje dem, så de ikke forsvinder igen.

Før i tiden var det helt anderledes – jeg turde ikke blive væk fra en træning. Jeg kan huske, at hvis jeg havde nattevagt mandag, onsdag eller fredag – så kørte jeg stadigvæk forbi og trænede inden nattevagten.

Da jeg boede i København, tog jeg også ud til Bura sensei og trænede om fredagen, inden jeg kørte til Jylland.

De få gange, jeg ikke kunne træne, ringede jeg altid og meldte afbud. Det var også sådan, at hvis man ikke kom til træning, så fik man en røffel. Det kan du ikke gøre i dag, hvis du skælder nogle ud i dag, så kommer de ikke næste gang.

JKS i dag

Jeg synes, vi har et godt forbund og nogle seriøse folk. Min mission er bare, at det bliver ved med at køre sådan. Vi har en masse gode japanske instruktører, som jævnligt kommer til Danmark. De andre Shotokan-forbund gør ikke ret meget i forhold til os.

Hvis du kigger på det japanske landshold, så kommer de fleste kæmpere fra JKS. I mange år har der kun været JKS-folk på det japanske landshold. De er meget populære, når vi henter dem til Danmark, og deres kumite-kæmpere er så hurtige, at man knap kan se, hvad de laver.

Til marts kommer Kagawa sensei til Danmark.

I Japan kører forbundet også godt. Det er nogle meget engagerede unge mennesker, der starter med at træne, så det tegner godt.”