• Læs de nye interessante artikler af Kim Hansen om Hironori Ohtsukas liv, Wado-ryus historie og Dansk Wadokai´s historie
You Are Here: Home » Artikler » Wado-ryu´s historiske baggrund:

Wado-ryu´s historiske baggrund:

Wado-ryu´s historiske baggrund:

Af Kim Hansen

Hele den historiske udvikling, der har frembragt Wado-ryu Karate-do i dag, er samtidig et gennemløb af kampkunstens udvikling i både Japan og Kina. Wado-ryu´s fundament på de japanske hovedøer går til-bage til 700-tallet (ifølge Ryozo Fujiwara) og i Japan kaldes Wado-ryu “japansk karate i sin mest rendyr-kede form”.

I Japan har kampkunsten, bevæbnet som ubevæbnet, en meget lang historie som med sikkerhed stræk-ker sig langt tilbage før vor tidsregning. Så langt tilbage som til den prohistoriske periode i Japan, Jomon- æraen 13.000 – 300 år f.v.t. har fundet af Haniwa ler-figurer, som viser fuldt udstyrede krigere, vist at kampkunst har eksisteret. I år 23 f.v.t. afholdte kejser Suinin “Bugei Chikara Kurabe” (kampkunstkunnen), hvor Nomi no Sukune i ubevæbnet kamp dræbte sin modstander, Taima no Kehaya, med spark. Først i det andet århundrede e.kr. opstår der kontakt imellem Japan og Kina. I år 645 blev Taishi Shotoku´s national-arkiv ødelagt ved konflikt; arkivet omhandlede bl.a. Japans tidlige ubevæbnede kampkunst. I år 630 oprettes diplomatiske forbindelser med Kina. I årene 710 – 794 ankommer mange Zen-lærere fra buddhistiske templer (langs den Gule Flod) fra Nordkina – den første bølge af Zen starter omkr. 552 e.v.t. – og blandt disse lærere kunne nogle også kamp-kunst (Wu-Shu (kin.) = Bu-Jutsu (jap.)).

Kampkunsten i Kina var tæt knyttet til templerne og traditionelt har man regnet med at Chuan-Fa´s hårde skole (Chuan=næve, Fa=metode/måde), Shaolin-Chuan (nordlig stil, Pei-Chuan) blev grundlagt af den indiske Zen-lærer Bodhidharma (Tamo (kin.), Daruma Taishi (jap.)); men nyere forskning klargør at dette ikke er tilfældet! Shaolin-templet blev bygget i Sungshan-bjergene i år 495 syd for den Gule Flod nær Kinas gamle hovedstad Choan og kampkunst har beviseligt eksisteret meget længe i Kina før Tamo´s ankomst i år 520. Wu-shu (kamp-kunst) blev udviklet i en nordlig (Pei) udgave, hvor teknikken var hurtig, dynamisk og langt-rækkende m. mange benteknikker og i sydlig (Nan) udgave, hvor styrke, høje stillinger, kort-rækkende og stationær teknik samt håndteknikker var i overvægt. Dette mønster blev overført til de japanske øer – nordlige Chuan-Fa systemer i 700-tallet og sydlige Chuan-Fa systemer i årene 1192-1700, herunder Okinawa. I 700-tallet bliver nordlige systemer (Eksempler: Hun Chuan, Lohan Chuan (munke-næve), Meifa Chuan, Pao Chuan) en del af de buddhistiske/taoistiske templer i Japan. I år 663 grund-lægger Teikei Fujiwara efter 10 års ophold i Choan i Kina den kampkunst-stil, som bliver til “Heishin-ryu”, og som sammen med “Taiin-ryu” og “Shishitakuma-ryu” regnes for de ældste i Japan.

I år 736 ankommer Zen-præsten Dousen (701-757) til Nara og begynder at undervise i Zen i Daiinji- templet. I år 754 lykkes det Zen-præsten Ganzin (Ganjin) (688-763) at få ophold i Todaiji-templet i Nara og hans trofaste elev Shitaku Gantei (722-809) fører efter Ganzins død i år 763 dennes lære videre. Gan-zin fik hjælp af Japans viceambassadør i Kina, Furumaro Ohtomo, til at komme ind i Japan, og Furumaro Ohtomo grundlagde en kamp-kunst som senere, omkr. år 1340 får tilført Shaolin Pei Chuan af Kamatari Urage og hans lærer, kineseren Sonkin. Ohtomos kampkunststilart manifesterer sig som “Tosui-ryu” på teknikarven efter Ganzin. Tosui-ryu, Shinden-Fudo-ryu (kommer fra Tosui-ryu) og Takeda-ryu regnes for de næstældste i Japan. Ganzin´s elev Shitaku Gantei efterfølger præsten Doyo (som havde været i Sha-olin-templet i Kina) i Daianji-templet i Nara og flytter i år 759 til Tosho-daiji-templet i Nara, og først i år 770 flytter Gantei til Kurama, nord for Kyoto. I 796 grundlægger han og hans følgere Kurama templet og her bliver Gantei resten af sit liv, hvor hans kampkunst- og Zen undervisning kulminerer. I 782 begynder han at skrive sit livsværk, “Enrekisoroku” (10 bind), som afsluttes i år 806 – og han dør i Kurama-templet i år 809. Den kampteknik-arv Gantei efterlod sig, grundlagde “Kurama-ryu Bujutsu”-stilen, herunder Kenpo, Jo/Bo, Ken (sværd) – og Kurama-ryu Kenpo (Ken=næve; Po=metode/måde – japansk udtale af Chuan-Fa) bliver en del af fremkomsten af Yoshin-ryu Jujutsu i 1600-tallet. I Japan regnes Kurama-ryu for et meget betydningsfuldt system historisk set og det blev ophav til Itto-ryu, Ko-ryu, Kyo-Hachi-ryu (Kenpo), Soden-ryu, Nin-ryu, Hachi-ryu, Tokin-ryu, Shinden-Zuisei-ryu, Hiden-ryu, Yoshin-ryu samt Kurama-ryu Ken-jutsu (sværd-kunst).  

I midten af 1100-tallet kommer opgøret imellem Taira (Heike) og Minamoto (Genji)-klanerne, og da Taira-klanen får overtaget, bliver Yoshitsune Minamoto som yngste familiemedlem gemt hemmeligt af vejen i Kurama-templet. Da Minamoto-klanen senere, i 1192, vinder over Taira-klanen, er Yoshitsune Minamoto meget, meget berømt for sin kampkunst-kunnen; så berømt at han omtales alle steder i den japanske kamplitteratur. Pga. Yoshitsune blev Kurama-Kenpo et meget kendt Kenpo-system. Han er bl.a. senere i historien tillagt æren for at have grundlagt Yoshin-ryu og Daito-ryu Jujutsu (Aikido kommer herfra) – hvil-ket ikke er sandt. Kurama Kenpo kom fra nordlige Chuan-Fa systemer og oprindeligt kaldtes det i Japan “Yoshu-Ken”, som er den japanske udtale af “Yantsu-Chuan” (Yang-tsu) (kin.), altså systemer omkring Yantsu (Yantze)-floden [Yang (kin.) = Yo (jap.) og Tsu (kin.) = Shu (jap.)]. Men efter 1192 fører Kurama-templet en tilbagetrukket tilværelse, og Kurama-ryu Bujutsu, herunder Yoshu-Ken, videreføres her i ubemærkethed til omk. 1500-tallet.  

Fra godt 1300 -1600-tallet var der borgerkrigs-periode i Japan, specielt imellem 1336 – 1573 (Muromachi-perioden). Her grundlægges mange kampkunst-retninger, bl.a. Katori-Shindo-ryu (1400-tallet – national-skat i Japan) og efter Onin-krigen (1467 – 1477) ibrugtages den lette rustning og den nuværende Katana fremkommer – dvs. teknikken bliver lynhurtig. Den ubevæbnede kampkunst ændrer sig herefter og en række betegnelser opstår: Kogusoku, Yawara, Wajutsu, Hade, Taijutsu, Shuhaku, Hakuda – først i 1532 grundlægges den første Jujutsu-stilart, Takenouchi-ryu. I år 1600 lykkedes det Ieyasu Tokugawa at samle Japan i et rige og i 1603 lod han sig udnævne til Shogun (militærdiktator). I 1633 lukkes Japan stort set for ind-og udrejse. I Ming-dynastiets tid (1368-1644) overførtes Chuan-Fa-systemer til Japan og da Ming-dynastiet begynder at gå i opløsning, emigrerer mange kinesere til Japan. I samme periode arbejdede de japanske pirater ”Wako” aktivt og fra dem overførtes Chuan-Fa teknikker, mest sydlige systemer (Nan-Chuan) til de japanske øer via havnebyerne Nagasaki, Fukue og Hirado. Da Nagasaki var den eneste åbne by for handel og ind/udrejse, strandede et stort antal kinesere i byen (10.000) og med dem både nordlige og sydlige Chuan-Fa systemer, men med overvægt af Nan-Chuan. Derfor rejste mange japan-ske samuraier/kampkunstmestre til Nagasaki for at udveksle viden og teknik og Nagasaki får herved en stor betydning for udviklingen af Jujutsu/Kenpo i 1500-1600-tallet. Samtidigt rejste japanske kampkunst-mestre og læger, i minimalt antal, til Kina for udveksling af viden og tilegnelse af nye færdigheder. Ud af disse Nagasaki-kontakter opstod “Yoshin-ryu” stilen, som fik to linjer (Kakei): 

Nakamura/Miura Yoshin-linjen og Akiyama-linjen.

Den mest dominerende beretning vedrørende fremkomsten af Miura Yoshin-ryu fortæller, at Yoshikuni 

Sakyodayu Nakamura (1560-1625) i sidste halvdel af 1500-tallet, af sin far Masayoshi Nakamura (1537-1582) blev oplært i Taiin-ryu (Daiin-ryu) Jujutsu, som bedstefaren Baba Mino no Kami havde grundlagt i Kai-provinsen, vest for Tokyo. Masayoshi var 2. Soke (stilarts-overhoved) og på grund af Takeda klanens nederlag i 1575 og senere efterfølgende politisk forfølgelse, flygtede han med sin søn Yoshikuni til Aki-provinsen. Her etablerede de en lægeklinik nær Hiroshima og efter faderens død, fortsatte Yoshikuni med at studere kinesisk medicin hos en læge i den hosliggende Bizen (Hizen) provins. Efter at have afsluttet sin lægeuddannelse, slog han sig ned i landsbyen ”Miura” i Bizen provinsen, og arbejdede her som læge i kinesisk medicin. Han ændrede sit navn til ”Miura Yoshin” (pga.politisk forfølgelse) og adskillige år senere flyttede han til Nagasaki, hvor han åbnede en lægeklinik og en Jujutsu dojo. Som 3. Soke i Taiin-ryu og med sin lægelige og medicinske baggrund, grundlagde han her sit Jujutsu-system omkring 1610: 

Miura Yoshin-ryu, også benævnt Miura-ryu, senere kaldet Totsuka-ha Yoshin-ryu og så Yoshin-Koryu.

 ””To af hans elever åbnede siden hver deres dojo i Osaka, den ene brugte Miura-ryu, den anden brugte Yoshin-ryu ”” ! (???) Efter 4 ukendte Soke´s, optræder Kanryu Abe (1712-70) i Miura Yoshin-ryu som 6. Soke og han åbnede en dojo i Osaka omkr. 1730. Han efterfulgtes af sin nevø Taketsune Egami (1747-95) som åbnede en dojo i Shiba Akabane i Tokyo i 1768. Hidezumi Totsuka (1772-1847) fulgte efter som 8. Soke og ændrede stilartens navn til Egami-ryu, men genindsatte Miura Yoshin-ryu i 1836. Hans søn Hidetoshi Totsuka (1812-86) 9. Soke kaldte senere stilarten Totsuka-ha Yoshin-ryu. Han åbnede i 1861 Tokyos største dojo i Shiba Atogayama med over 3000 registrerede elever. Hidetoshi blev i 1860-62 Shihan for Kobusho centeret i Kanda og blev Katsunosuke Matsuoka´s (Shindo-Yoshin-ryu´s Ryuso) instruktør i Totsuka-ha Yoshin-ryu. Hideyoshi (Hidemi) Totsuka (1842-1908) 10. Soke havde en senpai, Masayoshi Imada (1838-1909), som havde opnået Menkyo Kaiden under Hidetoshi Totsuka. Med Hide-yoshis død i 1908 endte Totsuka-ha Yoshin-ryu´s kakei: herefter ændredes stilartens navn til Yoshin-Koryu (Ko=gammel). En elev af Masayoshi Imada, Motoyoshi Kanaya (1843-1904) blev Butokukai´s første Shihan (direktør) i 1895. Hans søn, Motoo Kanaya (1897-1964) og Menkyo Kaiden licenseret, blev stilartens sidste Soke i 1909 og åbnede egen dojo i Tokyo i 1913. Omkring 1916 startede en entusiastisk Hironori Ohtsuka hos Motoo Kanaya i hans Azabu dojo i Yoshin-Koryu Jujutsu og trænede her indtil 1920. I 1919 startede Yasuhiro Konishi hos Kanaya. Både Ohtsuka og Konishi blev Shodai (grundlæg-gere) af hver sin karatestilart, Wado-ryu og Shindo Jinen-ryu. Med Kanaya´s død i 1964 og uden arv-tager, stoppede Yoshin-Koryu´s Kakei her og de resterende elever blev optaget i Shindo Yoshin-ryu.

Nakamuras system blev også benævnt ”Miura-ryu”, men i første del af 1600-tallet opstod en stilart med præcis samme navn. Den blev grundlagt af ”Yojiuemon Miura”, som var elev af Masakatsu Fukuno, der havde trænet Yagyu Shinkage-ryu Ken-jutsu under Muneyoshi Yagyu. Fukuno havde haft en elev, Jozan Ishikawa, som kendte en kineser ved navn Chin Genpin (1587-1671) (kin: Chen Yuang Ping), der havde trænet i Shaolin-klosteret i Kina. Jozan introducerede Fukuno og 2 af hans elever, Yojiuemon Miura og Jiroemon Isogai for Chin Genpin og i 1626-27 (under 1 år), trænede de 3 Shaolin Chuan i Kokushoji  klosteret i Tokyo. Det fortælles at Yojiuemon Miura bl.a trænede Jushin Sekiguchi i kenpo i Nagasaki og havde muligvis selv, ligesom Sekiguchi, trænet Ming Jin Kenpo (Ming=Mingdynastiet; Jin=menneske) hos kinesere i Nagasaki. Chin Genpin´s kenpo-aftryk på Fukuno, Miura og Isogai´s kampkunst-kunnen må have været begrænset og hans betydning inden for kampkunsten blev stærkt overdrevet pga. hans høje status hos Tokugawa-dynastiet. Der er til gengæld en række ligheder imellem Miura-Yoshin-ryu (Naka-mura), Miura-ryu (Yojiu-emon) og Yoshin-ryu (Akiyama), hvor alle 3 stilarter skulle stamme fra Nagasaki. Det berettes at både Nakamura- og Akiyama-familierne oprindeligt boede i Kai-provinsen, men senere, engang efter Takeda klanens nederlag i 1575, flygtede begge familier ca. på samme tid, til Aki (Hiro-shima). Siden flyttede de til Nagasaki, men dengang de boede i Kai-provinsen, grundlagde Yoshikuni Nakamura´s bedstefar Taiin-ryu, som evt. blev fælles ophav til Miura Yoshin og Akiyama Yoshin-ryu. Dette kan måske forklare nogle ligheder i begge stilarters teknikpensum. En anden beretning fortæller at i Kai-provinsen eksisterede en tidlig Sogo Bujutsu stilart (Sogo=sammensat; Bu=kamp; Jutsu= kunst) ved navn ”Yoshin-ryu”, hvor der trænedes Jujutsu, Bo- (lang stav), Iai- (sværdtræk), Jutte- (jern-tvefork), Hojo- (binding) jutsu og Kappo (førstehjælp). Den skulle være grundlagt af Hokinokami Akiyama (1527-1575) og der findes grave for både Hokinokami og Akiyama familien i Okayama. Imidlertid er stilartens grund-læggelse tillagt en samurai, Tatewaki Inagaki (1539-1612). Senere ændredes navnet til Shinshin-ryu af Kyomitsu Yasui, men blev så i 1901 kaldt Inagaki Yoshin-ryu. De flest kilder peger på, at Inagaki Yoshin-ryu og Akiyama Yoshin-ryu var to separate og ikke-sammenhængende stilarter, som blot bar samme navn. Til gengæld tyder noget på, at Ryuso (stilens grundlægger) af Akiyama Yoshin-ryu, Yoshitoki Akiyama, at hans familie stammede fra Kai-provinsen (nuv. Yamanashi provins).

Der findes ikke kildemateriale, som dokumenterer hvor/hvornår Yoshin-ryu´s Ryuso, Yoshitoki Shirobei Akiyama, blev født. Hans familie havde (måske) rødder tilbage i Kai-provinsen og han blev måske født her eller i Nagasaki i slutningen af 1500-tallet, eller i starten af 1600-tallet. Dokumenter og beretninger, som omtaler stilarten, har tidsreferencer som sandsynliggør dette. Her fortælles at han som læge, måske omkring 1630, rejste fra Nagasaki til Kina for at studere kinesisk medicin og her lærte Shuhaku (Jujutsu-lignende teknikker) af sin kinesiske læremester Haku Ten (jap.); eller lærte Kappo (førstehjælp) og Ju-jutsu i Higo provinsen (Nagasaki) af en Mukan (militær mand). Senere opholdt han sig i Tenmangu temp-let i Dazaifu i Tsukushi provinsen på øen Kyushu. Et piletræ ved templet gav efter for store mængder is/sne og inspirerede til navnet Yoshin-ryu (Yo=piletræ; Shin=hjerte). Han mediterede her i 100 dage og fastsatte 303 teknikker, som lagde vægt på princippet om ”eftergivenhed og samarbejde”. Muligvis havde han trænet Kurama-ryu/Yoshu-Ken i Tenmangu templet – han kan også have lært Kenpo, evt. ”Yoshu-Ken” og medicin fra kinesiske immigranter i Nagasaki. Herefter grundlagde Yoshitoki Akiyama Yoshin-ryu byggende på Kyusho (sårbare punkter) og Atemi (ate=slå, træffe; mi= krop) og klassiske samurai kamp-færdigheder/våben. Kyusho- og akupunktur-punkterne er stort set identiske og den omfattende brug af heraf og den anatomisk/fysiologiske indsigt, vidner om en kunnen forbeholdt læger. Et større antal Akiyama Yoshin-ryu dokumenter/certifikater tydeliggør dette, bl.a. Atemi Kyusho Zuhyo (diagrammer) og Kyusho Kiri Zuhyo (Kiri=skære), og understøtter beskrivelsen om, at Akiyama var læge og en faktisk historisk person. Det slutudseende Yoshin-ryu fik, var som en Sogo Bujutsu stilart: 

Kenpo (Atemi), Kyusho, Nairiki (indre styrke), Kumiuchi (greb), Nage-waza (kasteteknikker), Kansetsu-waza (ledteknikker), Shime-waza (stranguleringer), Ko-tachi Ken-jutsu (kortsværd), Iai-jutsu (sværd-træk), Shuriken-jutsu (knivkast), Kusarigama-jutsu (kæde og sejl), Bo-jutsu (lang stav), So-jutsu (spyd), Naginata-jutsu (hellebard), Hobaku (binding/arrestation), og Shikatsu (førstehjælp/redning).

Hvornår Yoshitoki Akiyama døde, er uklart, men det ældste Yoshin-ryu dokument, som findes, er en inkajo (forseglet licens) fra 1671 som sammen med Menkyo Kaiden (fuldlært, mester licens) gives til en elev, der har opnået Okugi (hemmelig teknik) niveau. Her nævnes Akiyama ikke, men det kan skyldes at han var død, men hans efterfølger, 2. Soke Yoshitoki (Hirotomi) Senbei Oe, nævnes her. Dokumentet viser at Yoshin-ryu var grundlagt før 1671, endog noget før, da Inkajo-licensen har krævet mange års træning, så året 1651 virker realistisk – andre kilder angiver året 1642, som måske kan have været start-året for opbygningen af stilarten. Konstruktions-arbejdet i.f.m. et så omfattende Bujutsu system som Akiyama´s Yoshin-ryu, kunne godt strække sig over 9 år, før det var færdiggjort i 1651. En mulighed er også at Akiyama døde i 1651. Det fortælles at Senbei Oe havde trænet både Nakamura´s Miura-Yoshin-ryu og Yojiuemon´s Miura-ryu, før han tilsluttede sig Akiyama´s Yoshin-ryu, men årstallet kendes ikke. Tidligt i 1700-tallet åbnede Senbei Oe en dojo i Osaka, og her producerede han et meget stort antal licenserede instruktører, som efterfølgende åbnede hver deres Shibu (underafd. af Honbu´en), og enkelte af eleverne skabte nye Ryu-ha (åben stilart). I et Yoshin-ryu dokument fra 1713 er Senbei Oe nævnt, men ikke Akiyama, som i 1713 havde været død i en del år. Yoshitoki Senbei Oe´s vigtigste elever var Naga-masa Jirobei Sato, Sadau-emon Miura, Yoshihide Uhei Oi og Muneaki Shinkuro Hano, som alle 4 førte stilarten videre i hver deres Yoshin-ryu Kakei, samt Nobushige Ryufuken Takemitsu som grundlagde Takemitsu-ryu i Tokyo ca. 1705 og Minzaemon Yamamoto, som grundlagde Shin no Shindo-ryu, hvorfra Tenjin Shinyo-ryu udgik.  

Yoshitoki (Hirotomi) Senbei Oe blev den som gjorde Yoshin-ryu til den mest trænede stilart; den spredte sig over hele Japan og siden uden for Japan til Europa, Nord Amerika, Australien og Syd Afrika. Akiyama Yoshin-ryu aflagde imellem 30-40 afgreninger af Jujutsu-stilarter og blev i Edo-perioden (1603-1867) den mest dominerende, betydningsfulde og største stilart helt ind i 1900-tallet – blandt aflæggere kan nævnes:                

Shinmei-Sakkatsu-ryu, Uzumasa-ryu, Hachiman-ryu, Hangan-ryu, Takeda-ryu, Santo-ryu, Hoshino-ryu, Takemitsu-ryu, Shin Yoshin-ryu, Isejitoku-Tenjin-ryu, Kurama Yoshin-ryu, Shinshin-ryu, Sakkatsu Yoshin-ryu, Buko-ryu, Shinshindo-ryu (Shinno Shindo-ryu), Tenjin-Shinyo-ryu og Shindo-Yoshin-ryu.

I 1682 udsendte Shogunates hemmelige politi, Metsuke, en anonym bog “Kenpo Hisho” som omhandlede Jujutsu-teknikker, mest Atemi, idet alle Bujutsu-stilarter skulle registreres her og have undervisningslicens herfra (næringsbrev). Bogen beskriver Kenpo´s vej fra Kina til Japan og nævner Chin Genpin. Den teknik-arv, der dannede Jujutsu´en/Kenpo´en, kan opdeles efter samme model som den kinesiske Wu-shu, altså i nordlige (pei) og sydlige (nan) systemer, eksempelvis:

Pei-Chuan

  • Heishin-ryu, Tosui-ryu
  • Takeda-ryu, Takagi-ryu
  • Shindo-Tenjin-ryu

Pei-Chuan/Nan-Chuan

  • Takenouchi-ryu, Yoshin-ryu

Nan-Chuan

  • Araki-ryu, Koyo-ryu
  • Seigo-ryu, Fukuno-ryu
  • Miura-ryu, Isogai-ryu  

De næste bøger omhandlende Jujutsu stilarter, udgives i 1716 ”Honsho Bugei Shoden”, i 1767 ”Nippon Chuko Bujutsu Keifu Ryuha” og i 1843 ”Shinsen Bujutsu Ryusoroku”. Sammen med Yoshin-ryu, blev Takenouchi-ryu og Fukuno-ryu de 3 primære modersystemer, som hver skabte nye Jujutsu stilarter. 

En aflægger af Yoshin-ryu, Takemitsu-ryu, startedes af en elev af Senbei Oe, Nobushige Takemitsu ca. i 1705. Han boede i Tokyo og havde dojo i Asasaka. Stilarten delte sig siden i to grene, den ene førte navnet Takemitsu-ryu videre v. Denshiro Ono (fik licens af Takemitsu Sensei i 1713) – den anden gren startedes ca. 1716 v. Yoshiaki Hagii brugte navnet “Shin-Yoshin-ryu”. 

En vigtig aflægger af Yoshin-ryu var Shin no Shindo-ryu, grundlagt af Hidehaya Minzaemon Yamamoto (1716-1798) omkring 1770. Han var politimand i Osaka og havde trænet under Senbei Oe. Han reducerede antallet af Yoshin-ryu´s 303 teknikker og lagde specielt vægt på Atemi, Katame-waza (greb/kontrol/teknik) og Shime-waza (stranguleringer) og tillempede teknikpensummet, så det egnede sig for politiarbejde. En af Yamamoto´s 1. generationselever, Masato Jouemon Honma, fik i 1809 en elev i sin dojo, Hachitroji Masatari Okuyama, som havde trænet Yoshin-ryu i ca. 7 år, og som senere skulle grundlægge

en af 1800-tallets mest populære Jujutsu stilarter, Tenjin Shinyo-ryu. 

Hachiroji Masatari Okuyama (1788-1863) rejste som 15-årig til Kyoto for at træne Akiyama Yoshin-ryu hos en entusiastisk tilhænger af stilen, Oribei Yanagi Hitotsu (han kom fra en Daimyo (lensgreve) familie). Okuyama blev ved Hitotsu sensei indtil hans død i 1809 og skiftede herefter til Shinno Shindo-ryu ved Honma sensei. Han trænede her i 6 år og opnåede Okugi-licens (Oku=skjult/hemmeligt; gi=teknik). Som traditionen bød, startede han herefter på hans ”Musha Shugyo” (kriger pilgrimsfærd) omkring 1815 sammen med sin elev, Tokinosuke Nishimura og antog herunder synonymnavnet ”Ryukansai”. Under deres

besøg hos andre Jujutsu dojo´s blev de inviteret til kamp og Okuyama forblev ubesejret under hele deres pilgrimsrejse. I byen Kusatsu i Shiga amtet blev de inviteret til at undervise i 3 år og i løbet heraf forsvarede de en mand med flittig brug af Atemi, som blev angrebet af et stort antal lovløse. Denne oplevelse medførte, at Ryukansai prioriterede Kenpo-teknikker meget højt i sin skabelse af Tenjin Shinyo-ryu. Efter at have forladt Shiga, antog han navnet Mataemon Kuriyama og rejste til Tokyo, hvor han etablerede sin egen dojo i Otamagaike i Kanda distriktet omkring 1820 og her grundlagde Tenjin Shinyo-ryu Jujutsu. I de

første år i Tokyo giftede han sig ind i Iso familien og antog navnet Mataemon Minamoto no Masatari Iso, under hvilket han blev kendt. Hans dojo lå tæt på Hokushin Itto-ryu kenjutsu´s dojo, Genbukan, hvor mange af hans elever også trænede. Ryuso af Shindo Yoshin-ryu, Katsunosuke Matsuoka, trænede her i begge dojo´s og Ryuso af Wado-ryu, Hironori Ohtsuka trænede også Tenjin Shinyo-ryu imellem 1911-14. Mataemon Iso blev engang efter 1860 valgt til instruktør i Kobusho centeret i Kanda, men Jujutsu ophørte her i 1862 og han døde i 1863. Imellem 1848 og 1864 talte hans dojo over 5000 elever. 

Af Edo-tidens (1603-1868) Jujutsu systemer nævnes her 3 stilarter:

Sekiguchi-ryu Jujutsu blev grundlagt ca.1630 af (Jushin) Ujimune Sekiguchi. Han havde trænet ShinMuso Hayashizaki-ryu Iai-jutsu (sværdtræk), Hobaku-jutsu, (binding/arrestation), Ming-Jin Kenpo (Ming= år 1368-1644; Jin=menneske) hos ukendte kinesere i Nagasaki og Miura-ryu Kenpo/Kumiuchi hos Yojiu-emon Miura, som var i Nagasaki på den tid. Navnet ”Jushin” antager han senere og stilarten byggede på Jujutsu, Ken-jutsu, Iai-jutsu (sværdtræk), Bo-jutsu (lang stav), So-jutsu (spyd) og Ba-jutsu (ridning) og fik meget stor udbredelse. Sekiguchi Sensei dør i 1670 og flere tusinde af stilartens udøvere samledes da. Stilarten blev en af de mest berømte Jujutsu systemer i Japan og trænes stadig. 

En anden berømt stilart var Kito-ryu, først grundlagt som Midare Kito-ryu i 1637 af Sensai Ibaraki, som måske var elev af Masakatsu Fukuno. Fukuno var Ryuso af Ryoi Shindo-ryu Yawara ca. 1622 også kaldet Fukuno-ryu. Fukuno trænede ved Chin Genpin i 1626/27 i Tokyo. En anden elev af Fukuno var Heizaemon Terada (blev Ryuso af Teishin-ryu) og hans barnebarn, Kanemon Terada ændrede Midare Kito-ryu til blot Kito-ryu og han videregav Kito-ryu til Hyosuke Yoshimura. I 1671 overtog Yoritake Hanpei Hirano stilarten, åbnede senere en dojo i Osaka og antog et nyt navn, Yoritsune Sagoemon Hotta. Han havde trænet Yoshin-ryu før han trænede Kito-ryu og i sine sene år skabte han sin egen stil, Tenma Ichi-

ryu. Yoritsune´s mest berømte elev var Sadataka Takinoyuken (født 1694) som først havde trænet Yoshin-ryu og senere gik ind i Kito-ryu og fik licens her i 1715. Det var Sadataka som gjorde Kito-ryu til en betydningsfuld stilart med et elevtal på nær 6000 i første halvdel af 1700-tallet – kast fra Kito-ryu og Atemi og Katame-waza fra Tenjin-Shinyo-ryu udgjorde senere basis for Kodokan Judo, i 1882.

En tredje og stadigt eksisterende Jujutsu stilart er Asayama Ichiden-ryu. Det var den stilart, Hironori Ohtsuka under sin moders onkel, Chojiro Ebashi, startede med at træne i april 1898 og til ind i 1905. Stilarten er startet ca. i midten af 1600-tallet af en samurai, enten af Ichidensai Sangoro Asayama i landsbyen Asayama ved Tanba by, nord for Kobe, i nuv. Hyogo præfektur – eller af Mondo Marume i Joshu by nordøst for Yokohama i nuv. Gunma præfektur. Marume havde trænet Ichiden-ryu og blev efterfulgt af 2. soke Yauemon Kuniie og Ichidensai Asayama som 3. soke. Stilen var et Bujutsu system med Jujutsu, Ken-, So-, Bo-, Kama (sejl)-, Shuriken (knivkast)-jutsu og Torite (greb og fastholdelse) og den spredtes til mange len, og formåede at fastholde den samme udførelse af teknikkerne i sine Kakei 

op gennem Edo-æraen (1603-1867), hvor de fleste Kakei var ophørt i slutningen af denne periode. Med Boshin-krigen 1868-69 forsvandt mange af stilens teknikker og blev herefter primært et Jujutsu system. Den 12. Soke Tamotsu Tanaka, bosiddende i Aizu len nord for Tokyo, blev efterfulgt af sin nevø Naoyuki Okura som 13. Soke og han åbnede en dojo i Tokyo, Butokukan, i slutningen af Meiji-æraen (1868-1911).

De fleste af de daværende og nuværende udøvere af stilen, hører til Okura-kakei. Okura blev efterfulgt af Tsuneyuki Naganuma som 14. Soke og Uichiro Sakai også som 14. Soke af hans linje. Yoshiyuki Naganuma blev 15. soke og 16. Soke blev Takashi Ueno. Nuværende Sensei´s er i dag efterkommere af Naganuma og Sakai linjerne. 

Takenouchi, Sekiguchi, Fukuno, Nakamura, Akiyama, Miura (Yojiuemon) og Mataemon Iso blev legender i deres tid; ligesom Shiezo Sasagawa, som i midten af 1800-tallet dræbte en tyr med Atemi-waza. Mas. Oyama (grundlægger af Kyokushinkai karate) blev inspireret heraf og eftergjorde dette i 1952. Antallet af Kenpo-udøvere på dette tidspunkt (1850) var sandsynligvis omkring 20-30.000 på de japanske hovedøer, fordelt på 88 Kenpo-stilarter (som alle kan teknikspores til Kina (ifølge Ryozo Fujiwara)); til sammenlig-ning var der på Okinawa (1850) sandsynligvis under 100, måske under 50, udøvere af Kenpo (Tode).

I maj 1854 blev der på regeringsordre bygget et stort træningscenter for Bujutsu – “Bakufu Kobusho” og    i 1858 flyttes det til Kanda og her var bl.a. 4 Jujutsu-stilarter repræsenteret: Kito-ryu (Suzuki), Totsuka-ha Yoshin-ryu (Totsuka), Tenjin-Shinyo-ryu (Fukuda), Sekiguchi-ryu (Kubota). Samme år åbnede Katsuno-suke Matsuoka (1836-98) sin egen dojo i Asakusa, Tokyo i Tenjin-Shinyo-ryu Jujutsu, som han havde trænet i Otamagaike dojo´en i Kanda under stilens 3. Soke, Masatomo Iso og opnået Menkyo Kaiden. Han havde også trænet Hozion-ryu So (spyd)-, Jikishinkage-ryu og Hokushin Itto-ryu Ken-jutsu og i 1860-62 trænede han Totsuka-ha Yoshin-ryu ved Hidetoshi Totsuka i Kobusho-centeret, samt i Totsuka´s dojo i Atagoyama, Tokyo. Sidst i 1862 ophørte Jujutsu´en i centeret og Matsuoka flyttede til landsbyen Ueno nord for Tokyo, blev gift med Yoshi Ishijima (1840-81) og åbnede en medicinsk klinik. Han besluttede at lave en ny Sogo Bujutsu pba. de stilarter han havde trænet og navngav den pr. 1. maj 1864: Shindo Yoshin-ryu.

I 1870 åbnede han en dojo, Shindokan, ved siden af sin klinik i Ueno, Ibaragi (både Jujutsu og Kenjutsu) og dojo´en i Asakusa blev Shibu-dojo til Shindokan Honbu-dojo i Ueno. I 1880erne var Shindokan /Matsu-oka blevet legendariske og i midten af 1890erne havde over 3000 elever været registreret og 2 havde op-nået Menkyo Kaiden: Motokichi Inose i 1878 og Shigeta Obata i 1895. I april 1898 døde Ryuso Katsuno-suke Matsuoka og han efterfulgtes af Motokichi Inose (1852-1921) som 2. Soke i år 1900. I 1917 fik Tat-  suo Matsuoka (1892-1989; Katsunosuke´s barnebarn) Menkyo Kaiden og blev 3. og sidste Soke i Shindo Yoshin-ryu Honbu-kakei og fik også æres-licenser i Kiraku-ryu og Asayama Ichiden-ryu Jujutsu. I 1923 overtog Tatsuo´s fætter Nobuatsu Matsuoka (1886-1976) ledelsen af Ueno Shindokan; i 1937 genåbnede Nobuatsu Shindokan Honbu, men blev endelig lukket i 1963. Tatsusaburo Nakayama (1870-1945) træ-nede mest under Motokichi Inose og fik Joden Gokui Menkyo-licens i marts 1895. Fra 1905 instruerede og boede Nakayama i Genbukan Shibu dojoen i landsbyen Shimotsuma indtil sin død i 1945. Genbukan tilhørte Nakayama og han blev Hironori Ohtsuka´s instruktør i Shindo-Yoshin-ryu Jujutsu. Tatsuo Matsu-oka døde i 1989 uden at have udpeget en efterfølger og de resterende elever fra Honbu-linjen dannede en ny gruppe, Shindo Yoshin-ryu Domonkai med Sensei Ryozo Fujiwara som leder. Med Fujiwaras død i 2017, ophørte Domonkai gruppen og Shindo Yoshin-ryu´s Honbu-kakei i Japan stoppede. 

Shigeta Obata (1863-1945) trænede fra 1873-1883 Miura Yoshin-ryu Jujutsu under Rikisen Hoshino i Otsu øst for Kyoto, hvor han opnåede Mokuroku-licens. I 1883 rejste han til Tokyo og startede hos Hideyoshi Totsuka i dennes Atogayama dojo og trænede Totsuka-ha Yoshin-ryu. I 1885 skiftede han til Shindo-Yoshin-ryu og trænede i Asakusa Shindokan Shibu dojo. Han fik i 1895 Menkyo Kaiden af Ryuso Matsuoka og samtidigt tilladelse til at åbne egen dojo. 1897 blev han Dojo-cho i Asakusa Shindokan Shibu som frigjortes fra Honbu dojoen i år 1900 – frigørelsen blev støttet af alle hans elever. I 1901 åbnede Obata så sin nye Eibukan dojo i Asakusa og instruerede her i ”Obata-ha Shindo Yoshin-ryu” 

indtil 1945, hvor dojoen blev bombet og Obata sensei dræbt. Shigeta´s barnebarn, Yukiyoshi (1928-2000) begyndte sin oplæring som 6-årig og fra 1938 blev han trænet af hans farfar og Matsuhiro Namishiro (dojo-cho og Menkyo Kaiden) i Eibukan dojo i Asakusa. Shigeta´s søn Hideyoshi blev dræbt i sept. 1944 og i dec. 1944 fik Yukiyoshi Menkyo Kaiden. Efter krigen sørgede Namishiro for, at Yukiyoshi fortsatte sin træning i Shindo Yoshin-ryu og i 1952 tog han Takamura til efternavn efter templet i Ono. I september 1953 rejste han og hans moder fra Japan og endte i Stockholm i 1954. Namishiro kom til Sverige i 1956 for at færdiggøre Yukiyoshi´s oplæring og rejste først tilbage til Japan i 1958. Yukiyoshi´s moder rejste tilbage til Japan i 1959 og i 1960 besøgte Namishiro ham i Sverige, hvorefter han startede undervisning i Shindo Yoshin-ryu i Stockholm og siden i Uppsala. I 1964 rejste Yukiyoshi til Californien, blev gift og begyndte at undervise i USA fra 1966. I 1968 startedes stilens organisation og i 1972 navneforandrede han stilen til Takamura-ha Shindo-Yoshin-ryu. Yukiyoshi Sensei stoppede med undervisning i 1990 og i 1993 rejste han tilbage til Japan, men returnerede til Sverige i 1994, hvor han døde i år 2000. I år 2002 havde 3 instruktører opnået Menkyo Kaiden: Iso Takagi (Japan), David Maynard (UK) og Toby Threadgill (USA). I 2014 var der over 30 dojo fordelt på 11 lande, herunder Amerika, Europa, Australien og New Zealand med licenserede instruktører. I dag (2023) er Toby Threadgill (1959-) stilartens Soke og Kaicho bosiddende i Colorado og Takamura-ha er ene om at repræsentere Shindo Yoshin-ryu Jujutsu.

Ko (Kou) Ohtsuka, senere kaldet Hironori, fødtes 1. juni 1892 i Shimodate i Ibaragi præfekturet nord for Tokyo. I april 1898 begyndte han at træne Asayama Ichiden-ryu Jujutsu hos sin moders onkel, Chojiro Ibashi Sensei. I 1905 begynder han i Shimotsumas mellemskole, Ibaragi og trænede Shindo-Yoshin-ryu i en nyopført dojo, Genbukan under Nakayama sensei. Selv da han studerede på Waseda Universitetet (1911-12) trænede han jujutsu, herunder Tenjin Shinyo-Ryu, Kito-ryu og fra 1916-20 Yoshin-Koryu.1. juni 1921 får han Menkyo Kaiden licens (mester-licens) i Shindo-Yoshin-ryu Jujutsu Kenpo af Tatsusaburo Nakayama på hans 30-års fødselsdag (efter gammel japansk skik er man 1 år når man fødes). Den 7. maj 1922 arrangeredes en sports-messe i Tokyo med Jigoro Kano Sensei som formand for organisa-tionskomiteen og her gjorde en gruppe fra Okinawa opvisning m. Gichin Funakoshi som leder. Funakoshi blev herefter inviteret til Kodokan d. 25. juni for at demonstrere Tode-kata. I juni 1922 begyndte Ohtsuka at træne ved Funakoshi (1922-25) og efter 1 år kunne han alle de kata, Funakoshi underviste i. Ohtsuka opstillede de kumite teknikker, han og Funakoshi fremviste i 1924, forårsaget af Jigoro Kano, Kodokan´s stifter (Judo-Honbu), der havde stor indflydelse på Funakoshi. Kort efter blev Ohtsuka Funakoshi´s assi-stent i Todai (Tokyo) og Keio Universitets Karate Klubber og han opstillede de første regler for karate- shiai i 1928 og blev i 1929 medlem af Nippon Kobudo Shinko Kai (Shinko=fremme).

I 1927 mødte han i Tokyo Choki Motobu fra Okinawa, som han fik et nært venskab med og her trænede han Motobu´s Naihanchi-kata – som blev til Wado-ryu´s Naihanchi. I 1928 mødte han Kenwa Mabuni fra Okinawa og trænede dennes kata, som også fik indflydelse på Ohtsuka´s udformning af Wado-kata. I slutningen af 1920erne havde Ohtsuka opsat kumite-former fra Shindo Yoshin-ryu Jujutsu, stående og siddende par-Kata som Tachi-Ai & Idori, Tanto-dori (kniv), Tachi-dori (sværd), 10 Ohyo Kata (fra Shindo Yoshin-ryu Shoden Idori, Shoden Tachi-ai + Nage Kaeshi (kontra kast)) etc. og han opstillede 36 Kihon Kumite Kata (10 Jodan-uke & 10 Chudan-uke som Omote-Ura; 6 Gedan-uke: Harai, Nagashi, Sabaki, Tori, Hasami; 6 Nidan Henka & 4 Sandan Henka som Omote-Ura. Ohtsuka startede sin egen klub 1. april 1934: Dai Nippon Karate Shinko Kurabu (klub) og grundlagde sin egen stilart. Han lukkede sin ortopædi-ske klinik og blev heltidsbeskæftiget med undervisning, en ambition han havde haft siden 1919. I 1935 skete der et gennembrud i.f.t. Nippon Butokukai, hvor karate opnåede anerkendelse som selvstændig Budo-gren (skyldtes Kodokan´s Kano Sensei) – et skridt der var enighed om på et møde mellem 8 stilarts repræsentanter i 1935. Samme år blev Ohtsuka instruktør på Nodai (landbrugs-) universitet og i 1936 blev han fast instruktør på Todai (Tokyo) universitet og i 1930erne udbyggedes Ohtsuka´s gruppe af universitets klubber (Meiji, Chuo, Rik kyo, Nichidai, Hokkaido, Aichi, Chukyo, Tohoku, Chubu, Tamagawa, Hitotsubashi etc.). I 1938 dannedes Wado´s første landsorganisation, “Dai Nippon Karate Shinbu Kai” m. Ohtsuka som chefinstruktør og Eriguchi som formand. Samme år tildeltes Ohtsuka “Renshi-go” titel af Butokukai og demonstrerede sin karatestilart ved “Dai Nippon Kobudo Tai Kai” (Festival for gamle/klas-siske Budo-stilarter) og registrerede her for 1. gang navnet “Shinshu Wado-ryu” (1938), og som blot kaldets Wado-ryu i 1939 (Shinshu er et over-patriotisk synonym for Japan).   

I marts 1939 skulle de da 8 eksisterende karate-stilarter for første gang indgive et teknisk system, stilens navn, stilens grundlægger etc. for anerkendelse som selvstændig Budogren hos Nippon Butokukai og da anerkendelsen/registreringen er i hus i april 1940, markeres dette med opvisning (præsentation) først i maj 1940 i “Budokuden” i Kyoto. Stilartens grundlægger opgives i 1938 som Akiyama Sensei (Ohtsuka så Wado-ryu som en forlængelse af Akiyama´s Yoshin-ryu). 2. verdenskrig var i gang og Ohtsuka arbejdede under krigen med 36 stk. “Machite-og Kakete no kata” (også kaldet Kumite-kata), baseret på ledangreb, Kyusho, Kuzushi (balancebrydning), Oshi (pres), Kawaishi (undvigelse) og samtidsteknik og taget fra Shindo-Yoshin-ryu´s teknikker. I 1942 tildelte Butokukai Ohtsuka Sensei titel af “Kyoshi-go”; i 1944 fore-spurgte Nippon Butokukai Ohtsuka om at stå som “chef-instruktør for Karate i Japan”, men krigens af-slutning nærmede sig og alt var uoverskueligt. I 1945 forbyder amerikanerne Butokukai og al Bujutsu-træning i Japan, men karate klubberne omgik forbuddet ved at tilbyde “lektioner i boksning” og genop-bygningen foregik i det skjulte. I 1948 startedes en revision af Wado´s landsorganisation, og den fik nyt navn: All Japan Karate Federation (AJKF); det samme gjorde Shotokan: Japan Karate Association (JKA). I 1949 udsender Todai Universitetet “Karate-jutsu Oboegai” om Wado-ryu Kata og som i 1955 giver basis for bogen “Karate-jutsu no Kenkyu” der præsenterer de 9 vigtigste Kata i Wado-ryu. I 1950 stadfæstedes de 10 nuærende Yakusoku/ Kihon-kumite (sjælen i Wado-ryu). Med fredstraktaten i 1951 frisattes Budo-træningen igen og i 1952 etableredes Wado´s hovedkvarter i Meiji Universitetet. I maj 1954 afholdtes en stor demonstration for at fejre Wado-ryu`s 20 års-jubilæum som stilart. I 1955 afholdtes det første natio-nale mesterskab for Wado-ryu og i 1957 blev det første universitets-mesterskab (alle stilarter) afholdt i Meiji Universitetets dojo, hvor 14 klubber deltog.

I sidste halvdel af 50erne påbegyndte en række japanske instruktører at bosætte sig i Amerika og Europa, siden til andre dele af verden – og herefter var karate-do ikke længere begrænset til Japan og spredes globalt. I 1957 indførtes Wado-ryu i USA og 1964 i Europa – og stilarter som Shotokan og Wado-ryu var først ude, undtagen på Hawaii. Motobu kom hertil i 1932, men var isoleret på øen, og Thomas Miyashiro fik Motobu´s bog “Watashi no Karate-jutsu” (1932). I 1934 kom Mutsu Mizuho dertil, underviste og efterlod bogen “Karate Kenpo” på Hawaii. Den blev starten på James Mitose´s og Ed Parkers “Kenpo Karate” i USA. I 1964 dannedes FAJKO (Federation of All Japan Karate Organisations, nuv. JKF) og i 1970 dannedes WUKO (verdensforbundet, nuv. WKF).

I 1966 blev Ohtsuka Sensei tildelt “Kun Goto Kyokujitsu Shuo”-æresbevisningen af Kejser Hirohito (som den hidtil eneste i karaten´s historie) og i 1972 blev han tildelt titlen “Meijin” og 10. Dan af ”Kokusai Budo 

In” (Internationale Budo Forbund) efter 50 år i “Karate-do” og 74 år efter hans start i kampkunsten i 1898. I juni 81 blev han pensioneret fra Todai Universitetets karateklub og døde d. 29. januar 1982 i Tokyo, 4 måneder før hans 90-års fødselsdag. Ohtsuka Sensei skabte virkelig en klassisk opbygget stilart, baseret på de traditionelle tekniske og filosofiske værdier og sammenhænge i den japanske Bujutsu – dette var muligt fordi Shindo-Yoshin-ryu Kenpo og Tode-kata lå tæt op ad hinanden i teknik.

Derfor kaldte Ohtsuka Sensei stilarten for både “Wado-ryu Jujutsu Kenpo” og “Wado-ryu Karate-do”. Den historiske udvikling omkring Wado-ryu kan anskueliggøres således:

About The Author

Number of Entries : 169

Leave a Comment

Scroll to top