Wado-ryu´s historiske baggrund:
Af Kim Hansen
Hele den historiske udvikling, der har frembragt Wado-ryu Karate-do i dag, er samtidig et gennemløb af kampkunstens udvikling i både Japan og Kina. Wado-ryu´s fundament på de japanske hovedøer går til-bage til 700-tallet (ifølge Ryozo Fujiwara) og i Japan kaldes Wado-ryu “japansk karate i sin mest rendyr-kede form”.
Japan
I Japan har kampkunsten, bevæbnet som ubevæbnet, en meget lang historie som med sikkerhed stræk-ker sig langt tilbage før vor tidsregning. Så langt tilbage som til den prohistoriske periode i Japan, Jomon- æraen 13.000 – 300 år f.v.t. har fundet af Haniwa ler-figurer, som viser fuldt udstyrede krigere, vist at kampkunst har eksisteret. I år 23 f.v.t. afholdte kejser Suinin “Bugei Chikara Kurabe” (kampkunstkunnen), hvor Nomi no Sukune i ubevæbnet kamp dræbte sin modstander, Taima no Kehaya, med spark. Først i det andet århundrede e.kr. opstår der kontakt imellem Japan og Kina. I år 645 blev Taishi Shotoku´s national-arkiv ødelagt ved konflikt; arkivet omhandlede bl.a. Japans tidlige ubevæbnede kampkunst. I år 630 oprettes diplomatiske forbindelser med Kina. I årene 710 – 794 ankommer mange Zen-lærere fra buddhistiske templer (langs den Gule Flod) fra Nordkina – den første bølge af Zen starter omkr. 552 e.v.t. – og blandt disse lærere kunne nogle også kamp-kunst (Wu-Shu (kin.) = Bu-Jutsu (jap.)).
Kina
Kampkunsten i Kina var tæt knyttet til templerne og traditionelt har man regnet med at Chuan-Fa´s hårde skole (Chuan=næve, Fa=metode/måde), Shaolin-Chuan (nordlig stil, Pei-Chuan) blev grundlagt af den indiske Zen-lærer Bodhidharma (Tamo (kin.), Daruma Taishi (jap.)); men nyere forskning klargør at dette ikke er tilfældet! Shaolin-templet blev bygget i Sungshan-bjergene i år 495 syd for den Gule Flod nær Kinas gamle hovedstad Choan og kampkunst har beviseligt eksisteret meget længe i Kina før Tamo´s ankomst i år 520. Wu-shu (kamp-kunst) blev udviklet i en nordlig (Pei) udgave, hvor teknikken var hurtig, dynamisk og langt-rækkende m. mange benteknikker og i sydlig (Nan) udgave, hvor styrke, høje stillinger, kort-rækkende og stationær teknik samt håndteknikker var i overvægt. Dette mønster blev overført til de japanske øer – nordlige Chuan-Fa systemer i 700-tallet og sydlige Chuan-Fa systemer i årene 1192-1700, herunder Okinawa. I 700-tallet bliver nordlige systemer (Eksempler: Hun Chuan, Lohan Chuan (munke-næve), Meifa Chuan, Pao Chuan) en del af de buddhistiske/taoistiske templer i Japan. I år 663 grund-lægger Teikei Fujiwara efter 10 års ophold i Choan i Kina den kampkunst-stil, som bliver til “Heishin-ryu”, og som sammen med “Taiin-ryu” og “Shishitakuma-ryu” regnes for de ældste i Japan.
År 736
I år 736 ankommer Zen-præsten Dousen (701-757) til Nara og begynder at undervise i Zen i Daiinji- templet. I år 754 lykkes det Zen-præsten Ganzin (Ganjin) (688-763) at få ophold i Todaiji-templet i Nara og hans trofaste elev Shitaku Gantei (722-809) fører efter Ganzins død i år 763 dennes lære videre. Gan-zin fik hjælp af Japans viceambassadør i Kina, Furumaro Ohtomo, til at komme ind i Japan, og Furumaro Ohtomo grundlagde en kamp-kunst som senere, omkr. år 1340 får tilført Shaolin Pei Chuan af Kamatari Urage og hans lærer, kineseren Sonkin. Ohtomos kampkunststilart manifesterer sig som “Tosui-ryu” på teknikarven efter Ganzin. Tosui-ryu, Shinden-Fudo-ryu (kommer fra Tosui-ryu) og Takeda-ryu regnes for de næstældste i Japan. Ganzin´s elev Shitaku Gantei efterfølger præsten Doyo (som havde været i Sha-olin-templet i Kina) i Daianji-templet i Nara og flytter i år 759 til Tosho-daiji-templet i Nara, og først i år 770 flytter Gantei til Kurama, nord for Kyoto. I 796 grundlægger han og hans følgere Kurama templet og her bliver Gantei resten af sit liv, hvor hans kampkunst- og Zen undervisning kulminerer. I 782 begynder han at skrive sit livsværk, “Enrekisoroku” (10 bind), som afsluttes i år 806 – og han dør i Kurama-templet i år 809. Den kampteknik-arv Gantei efterlod sig, grundlagde “Kurama-ryu Bujutsu”-stilen, herunder Kenpo, Jo/Bo, Ken (sværd) – og Kurama-ryu Kenpo (Ken=næve; Po=metode/måde – japansk udtale af Chuan-Fa) bliver en del af fremkomsten af Yoshin-ryu Jujutsu i 1600-tallet. I Japan regnes Kurama-ryu for et meget betydningsfuldt system historisk set og det blev ophav til Itto-ryu, Ko-ryu, Kyo-Hachi-ryu (Kenpo), Soden-ryu, Nin-ryu, Hachi-ryu, Tokin-ryu, Shinden-Zuisei-ryu, Hiden-ryu, Yoshin-ryu samt Kurama-ryu Ken-jutsu (sværd-kunst).
1100-tallet
I midten af 1100-tallet kommer opgøret imellem Taira (Heike) og Minamoto (Genji)-klanerne, og da Taira-klanen får overtaget, bliver Yoshitsune Minamoto som yngste familiemedlem gemt hemmeligt af vejen i Kurama-templet. Da Minamoto-klanen senere, i 1192, vinder over Taira-klanen, er Yoshitsune Minamoto meget, meget berømt for sin kampkunst-kunnen; så berømt at han omtales alle steder i den japanske kamplitteratur. Pga. Yoshitsune blev Kurama-Kenpo et meget kendt Kenpo-system. Han er bl.a. senere i historien tillagt æren for at have grundlagt Yoshin-ryu og Daito-ryu Jujutsu (Aikido kommer herfra) – hvil-ket ikke er sandt. Kurama Kenpo kom fra nordlige Chuan-Fa systemer og oprindeligt kaldtes det i Japan “Yoshu-Ken”, som er den japanske udtale af “Yantsu-Chuan” (Yang-tsu) (kin.), altså systemer omkring Yantsu (Yantze)-floden [Yang (kin.) = Yo (jap.) og Tsu (kin.) = Shu (jap.)]. Men efter 1192 fører Kurama-templet en tilbagetrukket tilværelse, og Kurama-ryu Bujutsu, herunder Yoshu-Ken, videreføres her i ubemærkethed til omk. 1500-tallet.
1300 - 1600 tallet
Fra godt 1300 -1600-tallet var der borgerkrigs-periode i Japan, specielt imellem 1336 – 1573 (Muromachi-perioden). Her grundlægges mange kampkunst-retninger, bl.a. Katori-Shindo-ryu (1400-tallet – national-skat i Japan) og efter Onin-krigen (1467 – 1477) ibrugtages den lette rustning og den nuværende Katana fremkommer – dvs. teknikken bliver lynhurtig. Den ubevæbnede kampkunst ændrer sig herefter og en række betegnelser opstår: Kogusoku, Yawara, Wajutsu, Hade, Taijutsu, Shuhaku, Hakuda – først i 1532 grundlægges den første Jujutsu-stilart, Takenouchi-ryu. I år 1600 lykkedes det Ieyasu Tokugawa at samle Japan i et rige og i 1603 lod han sig udnævne til Shogun (militærdiktator). I 1633 lukkes Japan stort set for ind-og udrejse. I Ming-dynastiets tid (1368-1644) overførtes Chuan-Fa-systemer til Japan og da Ming-dynastiet begynder at gå i opløsning, emigrerer mange kinesere til Japan. I samme periode arbejdede de japanske pirater ”Wako” aktivt og fra dem overførtes Chuan-Fa teknikker, mest sydlige systemer (Nan-Chuan) til de japanske øer via havnebyerne Nagasaki, Fukue og Hirado. Da Nagasaki var den eneste åbne by for handel og ind/udrejse, strandede et stort antal kinesere i byen (10.000) og med dem både nordlige og sydlige Chuan-Fa systemer, men med overvægt af Nan-Chuan. Derfor rejste mange japan-ske samuraier/kampkunstmestre til Nagasaki for at udveksle viden og teknik og Nagasaki får herved en stor betydning for udviklingen af Jujutsu/Kenpo i 1500-1600-tallet. Samtidigt rejste japanske kampkunst-mestre og læger, i minimalt antal, til Kina for udveksling af viden og tilegnelse af nye færdigheder. Ud af disse Nagasaki-kontakter opstod “Yoshin-ryu” stilen, som fik to linjer (Kakei):
Nakamura/Miura Yoshin-linjen og Akiyama-linjen.
Den mest dominerende beretning vedrørende fremkomsten af Miura Yoshin-ryu fortæller, at Yoshikuni
Sakyodayu Nakamura
Sakyodayu Nakamura (1560-1625) i sidste halvdel af 1500-tallet, af sin far Masayoshi Nakamura (1537-1582) blev oplært i Taiin-ryu (Daiin-ryu) Jujutsu, som bedstefaren Baba Mino no Kami havde grundlagt i Kai-provinsen, vest for Tokyo. Masayoshi var 2. Soke (stilarts-overhoved) og på grund af Takeda klanens nederlag i 1575 og senere efterfølgende politisk forfølgelse, flygtede han med sin søn Yoshikuni til Aki-provinsen. Her etablerede de en lægeklinik nær Hiroshima og efter faderens død, fortsatte Yoshikuni med at studere kinesisk medicin hos en læge i den hosliggende Bizen (Hizen) provins. Efter at have afsluttet sin lægeuddannelse, slog han sig ned i landsbyen ”Miura” i Bizen provinsen, og arbejdede her som læge i kinesisk medicin. Han ændrede sit navn til ”Miura Yoshin” (pga.politisk forfølgelse) og adskillige år senere flyttede han til Nagasaki, hvor han åbnede en lægeklinik og en Jujutsu dojo. Som 3. Soke i Taiin-ryu og med sin lægelige og medicinske baggrund, grundlagde han her sit Jujutsu-system omkring 1610:
Nakamura/Miura Yoshin-linjen og Akiyama-linjen.
Den mest dominerende beretning vedrørende fremkomsten af Miura Yoshin-ryu fortæller, at Yoshikuni
Miura Yoshin-ryu
Miura Yoshin-ryu, også benævnt Miura-ryu, senere kaldet Totsuka-ha Yoshin-ryu og så Yoshin-Koryu.
””To af hans elever åbnede siden hver deres dojo i Osaka, den ene brugte Miura-ryu, den anden brugte Yoshin-ryu ”” ! (???) Efter 4 ukendte Soke´s, optræder Kanryu Abe (1712-70) i Miura Yoshin-ryu som 6. Soke og han åbnede en dojo i Osaka omkr. 1730. Han efterfulgtes af sin nevø Taketsune Egami (1747-95) som åbnede en dojo i Shiba Akabane i Tokyo i 1768. Hidezumi Totsuka (1772-1847) fulgte efter som 8. Soke og ændrede stilartens navn til Egami-ryu, men genindsatte Miura Yoshin-ryu i 1836. Hans søn Hidetoshi Totsuka (1812-86) 9. Soke kaldte senere stilarten Totsuka-ha Yoshin-ryu. Han åbnede i 1861 Tokyos største dojo i Shiba Atogayama med over 3000 registrerede elever. Hidetoshi blev i 1860-62 Shihan for Kobusho centeret i Kanda og blev Katsunosuke Matsuoka´s (Shindo-Yoshin-ryu´s Ryuso) instruktør i Totsuka-ha Yoshin-ryu. Hideyoshi (Hidemi) Totsuka (1842-1908) 10. Soke havde en senpai, Masayoshi Imada (1838-1909), som havde opnået Menkyo Kaiden under Hidetoshi Totsuka. Med Hide-yoshis død i 1908 endte Totsuka-ha Yoshin-ryu´s kakei: herefter ændredes stilartens navn til Yoshin-Koryu (Ko=gammel). En elev af Masayoshi Imada, Motoyoshi Kanaya (1843-1904) blev Butokukai´s første Shihan (direktør) i 1895. Hans søn, Motoo Kanaya (1897-1964) og Menkyo Kaiden licenseret, blev stilartens sidste Soke i 1909 og åbnede egen dojo i Tokyo i 1913. Omkring 1916 startede en entusiastisk Hironori Ohtsuka hos Motoo Kanaya i hans Azabu dojo i Yoshin-Koryu Jujutsu og trænede her indtil 1920. I 1919 startede Yasuhiro Konishi hos Kanaya. Både Ohtsuka og Konishi blev Shodai (grundlæg-gere) af hver sin karatestilart, Wado-ryu og Shindo Jinen-ryu. Med Kanaya´s død i 1964 og uden arv-tager, stoppede Yoshin-Koryu´s Kakei her og de resterende elever blev optaget i Shindo Yoshin-ryu.
Nakamura/Miura Yoshin-linjen og Akiyama-linjen.
Den mest dominerende beretning vedrørende fremkomsten af Miura Yoshin-ryu fortæller, at Yoshikuni
Nakamuras system
Nakamuras system blev også benævnt ”Miura-ryu”, men i første del af 1600-tallet opstod en stilart med præcis samme navn. Den blev grundlagt af ”Yojiuemon Miura”, som var elev af Masakatsu Fukuno, der havde trænet Yagyu Shinkage-ryu Ken-jutsu under Muneyoshi Yagyu. Fukuno havde haft en elev, Jozan Ishikawa, som kendte en kineser ved navn Chin Genpin (1587-1671) (kin: Chen Yuang Ping), der havde trænet i Shaolin-klosteret i Kina. Jozan introducerede Fukuno og 2 af hans elever, Yojiuemon Miura og Jiroemon Isogai for Chin Genpin og i 1626-27 (under 1 år), trænede de 3 Shaolin Chuan i Kokushoji klosteret i Tokyo. Det fortælles at Yojiuemon Miura bl.a trænede Jushin Sekiguchi i kenpo i Nagasaki og havde muligvis selv, ligesom Sekiguchi, trænet Ming Jin Kenpo (Ming=Mingdynastiet; Jin=menneske) hos kinesere i Nagasaki. Chin Genpin´s kenpo-aftryk på Fukuno, Miura og Isogai´s kampkunst-kunnen må have været begrænset og hans betydning inden for kampkunsten blev stærkt overdrevet pga. hans høje status hos Tokugawa-dynastiet. Der er til gengæld en række ligheder imellem Miura-Yoshin-ryu (Naka-mura), Miura-ryu (Yojiu-emon) og Yoshin-ryu (Akiyama), hvor alle 3 stilarter skulle stamme fra Nagasaki. Det berettes at både Nakamura- og Akiyama-familierne oprindeligt boede i Kai-provinsen, men senere, engang efter Takeda klanens nederlag i 1575, flygtede begge familier ca. på samme tid, til Aki (Hiro-shima). Siden flyttede de til Nagasaki, men dengang de boede i Kai-provinsen, grundlagde Yoshikuni Nakamura´s bedstefar Taiin-ryu, som evt. blev fælles ophav til Miura Yoshin og Akiyama Yoshin-ryu. Dette kan måske forklare nogle ligheder i begge stilarters teknikpensum. En anden beretning fortæller at i Kai-provinsen eksisterede en tidlig Sogo Bujutsu stilart (Sogo=sammensat; Bu=kamp; Jutsu= kunst) ved navn ”Yoshin-ryu”, hvor der trænedes Jujutsu, Bo- (lang stav), Iai- (sværdtræk), Jutte- (jern-tvefork), Hojo- (binding) jutsu og Kappo (førstehjælp). Den skulle være grundlagt af Hokinokami Akiyama (1527-1575) og der findes grave for både Hokinokami og Akiyama familien i Okayama. Imidlertid er stilartens grund-læggelse tillagt en samurai, Tatewaki Inagaki (1539-1612). Senere ændredes navnet til Shinshin-ryu af Kyomitsu Yasui, men blev så i 1901 kaldt Inagaki Yoshin-ryu. De flest kilder peger på, at Inagaki Yoshin-ryu og Akiyama Yoshin-ryu var to separate og ikke-sammenhængende stilarter, som blot bar samme navn. Til gengæld tyder noget på, at Ryuso (stilens grundlægger) af Akiyama Yoshin-ryu, Yoshitoki Akiyama, at hans familie stammede fra Kai-provinsen (nuv. Yamanashi provins).
Yoshin-ryu´s Ryuso & Yoshitoki Shirobei
Der findes ikke kildemateriale, som dokumenterer hvor/hvornår Yoshin-ryu´s Ryuso, Yoshitoki Shirobei Akiyama, blev født. Hans familie havde (måske) rødder tilbage i Kai-provinsen og han blev måske født her eller i Nagasaki i slutningen af 1500-tallet, eller i starten af 1600-tallet. Dokumenter og beretninger, som omtaler stilarten, har tidsreferencer som sandsynliggør dette. Her fortælles at han som læge, måske omkring 1630, rejste fra Nagasaki til Kina for at studere kinesisk medicin og her lærte Shuhaku (Jujutsu-lignende teknikker) af sin kinesiske læremester Haku Ten (jap.); eller lærte Kappo (førstehjælp) og Ju-jutsu i Higo provinsen (Nagasaki) af en Mukan (militær mand). Senere opholdt han sig i Tenmangu temp-let i Dazaifu i Tsukushi provinsen på øen Kyushu. Et piletræ ved templet gav efter for store mængder is/sne og inspirerede til navnet Yoshin-ryu (Yo=piletræ; Shin=hjerte). Han mediterede her i 100 dage og fastsatte 303 teknikker, som lagde vægt på princippet om ”eftergivenhed og samarbejde”. Muligvis havde han trænet Kurama-ryu/Yoshu-Ken i Tenmangu templet – han kan også have lært Kenpo, evt. ”Yoshu-Ken” og medicin fra kinesiske immigranter i Nagasaki. Herefter grundlagde Yoshitoki Akiyama Yoshin-ryu byggende på Kyusho (sårbare punkter) og Atemi (ate=slå, træffe; mi= krop) og klassiske samurai kamp-færdigheder/våben. Kyusho- og akupunktur-punkterne er stort set identiske og den omfattende brug af heraf og den anatomisk/fysiologiske indsigt, vidner om en kunnen forbeholdt læger. Et større antal Akiyama Yoshin-ryu dokumenter/certifikater tydeliggør dette, bl.a. Atemi Kyusho Zuhyo (diagrammer) og Kyusho Kiri Zuhyo (Kiri=skære), og understøtter beskrivelsen om, at Akiyama var læge og en faktisk historisk person. Det slutudseende Yoshin-ryu fik, var som en Sogo Bujutsu stilart:
Yoshitoki Akiyama's død
Hvornår Yoshitoki Akiyama døde, er uklart, men det ældste Yoshin-ryu dokument, som findes, er en inkajo (forseglet licens) fra 1671 som sammen med Menkyo Kaiden (fuldlært, mester licens) gives til en elev, der har opnået Okugi (hemmelig teknik) niveau. Her nævnes Akiyama ikke, men det kan skyldes at han var død, men hans efterfølger, 2. Soke Yoshitoki (Hirotomi) Senbei Oe, nævnes her. Dokumentet viser at Yoshin-ryu var grundlagt før 1671, endog noget før, da Inkajo-licensen har krævet mange års træning, så året 1651 virker realistisk – andre kilder angiver året 1642, som måske kan have været start-året for opbygningen af stilarten. Konstruktions-arbejdet i.f.m. et så omfattende Bujutsu system som Akiyama´s Yoshin-ryu, kunne godt strække sig over 9 år, før det var færdiggjort i 1651. En mulighed er også at Akiyama døde i 1651. Det fortælles at Senbei Oe havde trænet både Nakamura´s Miura-Yoshin-ryu og Yojiuemon´s Miura-ryu, før han tilsluttede sig Akiyama´s Yoshin-ryu, men årstallet kendes ikke. Tidligt i 1700-tallet åbnede Senbei Oe en dojo i Osaka, og her producerede han et meget stort antal licenserede instruktører, som efterfølgende åbnede hver deres Shibu (underafd. af Honbu´en), og enkelte af eleverne skabte nye Ryu-ha (åben stilart). I et Yoshin-ryu dokument fra 1713 er Senbei Oe nævnt, men ikke Akiyama, som i 1713 havde været død i en del år. Yoshitoki Senbei Oe´s vigtigste elever var Naga-masa Jirobei Sato, Sadau-emon Miura, Yoshihide Uhei Oi og Muneaki Shinkuro Hano, som alle 4 førte stilarten videre i hver deres Yoshin-ryu Kakei, samt Nobushige Ryufuken Takemitsu som grundlagde Takemitsu-ryu i Tokyo ca. 1705 og Minzaemon Yamamoto, som grundlagde Shin no Shindo-ryu, hvorfra Tenjin Shinyo-ryu udgik.
Yoshitoki (Hirotomi) Senbei Oe
Yoshitoki (Hirotomi) Senbei Oe blev den som gjorde Yoshin-ryu til den mest trænede stilart; den spredte sig over hele Japan og siden uden for Japan til Europa, Nord Amerika, Australien og Syd Afrika. Akiyama Yoshin-ryu aflagde imellem 30-40 afgreninger af Jujutsu-stilarter og blev i Edo-perioden (1603-1867) den mest dominerende, betydningsfulde og største stilart helt ind i 1900-tallet – blandt aflæggere kan nævnes:
Shinmei-Sakkatsu-ryu, Uzumasa-ryu, Hachiman-ryu, Hangan-ryu, Takeda-ryu, Santo-ryu, Hoshino-ryu, Takemitsu-ryu, Shin Yoshin-ryu, Isejitoku-Tenjin-ryu, Kurama Yoshin-ryu, Shinshin-ryu, Sakkatsu Yoshin-ryu, Buko-ryu, Shinshindo-ryu (Shinno Shindo-ryu), Tenjin-Shinyo-ryu og Shindo-Yoshin-ryu.
I 1682 udsendte Shogunates hemmelige politi, Metsuke, en anonym bog “Kenpo Hisho” som omhandlede Jujutsu-teknikker, mest Atemi, idet alle Bujutsu-stilarter skulle registreres her og have undervisningslicens herfra (næringsbrev). Bogen beskriver Kenpo´s vej fra Kina til Japan og nævner Chin Genpin. Den teknik-arv, der dannede Jujutsu´en/Kenpo´en, kan opdeles efter samme model som den kinesiske Wu-shu, altså i nordlige (pei) og sydlige (nan) systemer, eksempelvis: